Videncenter for Synshandicap

Synshandicap nr. 3, oktober 2001

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

"One of the class"

Denne veltilrettelagte håndbog om undervisning af enkeltintegrerede blinde og svagsynede elever i folkeskolen dækker de fleste emner, en lærer vil have brug for.

Bogen, der er udformet som et ringbind, består af tre dele:

Del 1: Synsfunktion og særlige tiltag

Den første indledende del giver en introduktion til forskellige former for nedsat synsfunktion. Herefter diskuteres målene for integration i den almindelige skole, og der gives en kort introduktion til nogle af de ressourcer, læreren kan trække på for at sikre en god og vellykket integration og undervising for den blinde eller svagsynede elev. Der gives en række anvisninger på, hvordan klasseværelset skal indrettes, og hvad man skal huske at tage hensyn til, fx belysning, blænding, kontraster og ekstra plads. I to korte, men gode afsnit beskrives aktiviteter i klasseværelset og undervisningsstrategier. Endelig er der et afsnit om materialer og udstyr.

Del 2: Enkelte fag

Anden del tager fat på overvejelser vedrørende de enkelte fag. Disse er i sagens natur de fag, der indgår i undervisningsplanen for skoler i Storbritannien. Flertallet er dog de samme, som der undervises i herhjemme, og de fleste faglærere ville få udbytte af de generelle anvisninger om læring, undervisning, ressourcer i form af materialer og udstyr, elevens muligheder for registrering af resultater og bedømmelse af elevens arbejde.

Efter hvert fagafsnit er der plads til notater.

Del 3: Materialer og ressourcer

Tredje og sidste del indeholder detaljerede beskrivelser af materialer, udstyr og ressourcer (i en britisk sammenhæng). Der er udførlige beskrivelser af og tjeklister for teknologiske hjælpemidler, trykte tekster, punktskrift, brug af båndoptager samt fremstilling af diagrammer og grafer, både visuelle og taktile.

Om forfatteren

Bogen er samlet og redigeret af Suzy McDonald fra det britiske Royal National Institute for the Blind (RNIB). Hun redigerer også bladet Curriculum CloseUp, der udkommer ca. tre gange om året. Hvert nummer fokuserer på et eller to fag og giver gode, konkrete råd til undervisere samt henvisninger til litteratur, materialer etc. Bladet kan også læses på Internettet på adressen: www.rnib.org.uk/curriculum/closeup.htm.

Suzy McDonald (red.): One of the Class, RNIB, London, 1999, 208 s. 29 £


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til næste side

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 3, oktober 2001" som kapitel 10 af 19

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH032001/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004