Synshandicap nr. 3, oktober 2001

Svært at slippe rattet

For nogle er det vanskeligt at opgive bil og kørekort, når synet svigter.

I sidste nummer af "Synshandicap" skrev vi under overskriften "Hellere spritbilist end svagsynet?", at svagsynede unge mænd i USA af prestigemæssige grunde opfinder bortforklaringer på, hvorfor de ikke har bil eller kørekort. Det viser, at der er knyttet meget prestige og identitet til det at have kørekort og bil. Denne prestige og identitet viser sig også tydeligt, når voksne får et synshandicap. Synskravene til kørekort er klare nok, men medarbejdere ved de amtslige synsrådgivninger i Danmark oplever alligevel jævnligt at have personer i rådgivning, som ud fra oplyste synsdata ikke må føre bil – men som alligevel kører til og fra synsrådgivningen i egen bil.

Ingen automatisk fratagelse

Der er ingen myndighed, som automatisk inddrager kørekortet, hvis synskravene ikke længere opfyldes. Da den obligatoriske fornyelse af kørekortet først sker i forbindelse med det fyldte 70. år, kan en synshandicappet person i princippet køre bil, hvis vedkommendes samvittighed ikke forbyder det, eller andre griber ind. En inddragelse af førerbeviset er heller ikke i sig selv en garanti for, at man slipper rattet. Vi ved fra færdselsrazziaer, at mange, som har fået fradømt førerbeviset, fx for spirituskørsel, alligevel kører bil. Beslutningen om at slippe rattet for altid skal træffes af den synshandicappede selv, idet han indser, hvad det kan få af konsekvenser for ham selv og andre, hvis det nedsatte syn bliver årsag til færdselsulykke.

Oplysnings- og indberetningspligt i sundhedsvæsnet

Personer med autorisation –såvel øjenlæger som alment praktiserende læger – har ifølge lægelovens §12 og Sundhedsstyrelsens vejledninger pligt til at informere patienten, hvis lægen i forbindelse med sin virksomhed som læge får kendskab til, at en patient af helbredsmæssige årsager ville udsætte sine medtrafikanters liv eller helbred for nærliggende fare ved at føre bil eller andet motordrevet køretøj. Lægen bør gøre patienten opmærksom på, at hvis denne alligevel kører bil, vil han gøre sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens §54. Hvis denne henstilling ikke virker, har lægen pligt til at foretage en anmeldelse til den pågældende embedslæge eller til Sundhedsstyrelsen. I akutte tilfælde kan politiet anmodes om bistand.

Det pædagogiske og sociale områdes ansvar?

Landsforeningen af Synsmedarbejdere forespurgte i 1999 Færdselsstyrelsen, om amternes faglige synsmedarbejdere kunne drages til ansvar for, at synshandicappede personer, der var kendt i den amtslige rådgivning, kørte bil på trods af, at synskravene til kørekort ikke var opfyldt.

Færdselsstyrelsen svarede bl.a., at færdselsloven ikke indeholder bestemmelser om privatpersoners pligt til at indberette eller anmelde borgere, der fører bil, selvom de ikke opfylder de helbredsmæssige betingelser herfor. Færdselsstyrelsen har i sit svar ikke taget stilling til, om der evt. kan gælde særlige regler i kraft af medarbejdernes ansættelsesforhold.
Mange medarbejdere i de amtslige synsrådgivninger føler det dog fortsat som et etisk dilemma, at de oplever, at synshandicappede borgere i deres vejledning og rådgivning fører bil trods manglende opfyldelse af synskravene.

Anmelder til politi og embedslæge

Lederen af synsrådgivningen i Storstrøms Amt Peter Lebech siger til "Synshandicap", at han trods svaret fra Færdselsstyrelsen indberetter synshandicappede bilister til politi eller embedslæge, hvis han møder dem i rådgivningen. Det sker med kopi af brev til den synshandicappede. Lebech har dog ikke kunnet konstatere nogen konsekvens af disse indberetninger.

"Vi taler naturligvis altid med den synshandicappede person om det uforsvarlige i at sætte sig bag rattet, når synet er svækket. Jeg synes måske nok, der her er en gråzone, hvor nogle øjenlæger ikke giver en entydig information til patienten. På den anden side har mange svært ved at erkende, at livet som bilist er slut. I landområder er det svært at klare sig uden bil, det får nogen til at tage chancen", siger Peter Lebech.

Grov uagtsomhed koster dyrt

"Det er min erfaring," siger Peter Lebech, "at udsigten til at man kommer til at betale dyrt til forsikringen i tilfælde af ulykke, er det bedste argument for at få en synshandicappet til at slippe rattet for altid."

Hvad så, hvis ulykken sker, og det kommer frem, at den person, som forårsager ulykken, er synshandicappet? Det bør give moralske skrupler, hvis ikke det har gjort det tidligere. Samtidig vil det blive dyrt, da forsikringsselskabet vil anse det for grov uagtsomhed og dermed vil gøre krav på regres, oplyser Forsikringsoplysningen til "Synshandicap".

Virksom intern procedure i Nordjylland

Anker Bruun Jensen, leder af Synsinstituttet i Nordjyllands Amt oplyser, at Synsinstituttet har interne retningslinier, som sikrer, at brugerne mundtligt informeres om, at de ikke må føre bil ved en synsstyrke på 0,5 (6/12) eller derunder. Dette noteres i journalsystemet. Hvis det herefter bemærkes, at brugeren alligevel fører bil, vil dette blive indberettet til embedslægen. "Vi har ca. 20 tilfælde om året. Vi har endnu ikke konstateret, at nogen har overhørt vores rådgivning. Så vi må derudaf lede, at proceduren har en effekt," siger Anker Bruun Jensen fra Synsinstituttet.

De amtslige synsrådgivninger går tilsyneladende aktivt ind i at forebygge forekomsten af synshandicappede bilister. I grunden burde dette allerede ske i sundhedsvæsnet – nemlig hos øjenlæge eller praktiserende læge!

Syn, ulykker og forebyggelse

Sammenhænge mellem synsproblemer og trafikulykker er dokumenteret både ved analyse af enkeltulykker og ved analyse af et større materiale af ulykker, skriver overlæge Knud Erik Alsbirk, Øjenafdelingen på Skanderborg Sygehus, i Læge-Helse nr. 2, 2001. En ikke uvæsentlig del af de især ældre bilister på både danske og tyske veje opfylder ikke lovens krav til synet, skriver Knud Erik Alsbirk.

Øjenforeningen Værn om Synet er på vej med en folder om trafiksyn, som sætter fokus på forebyggende initiativer, som bilisten selv kan medvirke til i form af selvtest. Folderen vil blive omtalt her i bladet, når den udkommer.

Bendt Nygaard Jensen

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 3, oktober 2001" som kapitel 1 af 19

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH032001/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004