![]() ![]() |
|
|
Synshandicap nr. 2, juli 2001
Hellere spritbilist end svagsynet?I december 2000 afholdt det svenske rehabiliterings- og uddannelsescenter Tomteboda Resource Center (TRC) i Sverige et seminar med den amerikanske specialpædagog Anne Corn. Seminaret havde tre temaer. Et tema var "Finding Wheels", som er et undervisningsmateriale for blinde og svagsynede unge, som ikke kan få kørekort. Et andet tema var arbejdet med at skabe en national handleplan for undervisningen af blinde og svagsynede unge. Det tredje tema var kompenserende optik. I denne artikel opridses nogle af hovedpunkterne fra de to førstnævnte temaer. "Finding Wheels"I USA er kørekortet et centralt element i teenageres selvstændiggørelse, og mange unge ejer deres egen bil. Rent praktisk giver bilen frihed og uafhængighed, fordi man selv kan transportere sig derhen, hvor ens venner er, køre med til stranden osv. I de nordiske lande kan man ofte klare sig med cykel eller offentlig transport, men i USA er afstandene ofte store, og den offentlige transport ofte stærkt begrænset. Ud over de praktiske aspekter har bilen også stor symbolsk betydning, og kørekortet giver også i bredere forstand prestige, kontrol og autonomi . Endelig indebærer bilen et "voksent" økonomisk ansvar, idet man fx skal sørge for at have penge til benzin og betale forsikring og vedligeholdelse. For amerikanske teenagedrenge har bilen bl.a. særlig betydning, når de skal ud med en pige; de forventes at hente pigen i bil og køre hende hjem igen bagefter. Mange svagsynede søger som teenagere at dække over deres synsnedsættelse, og i forbindelse med projektet Finding Wheels har flere unge mænd fortalt, at de valgte at sige, at deres kørekort var inddraget på grund af spirituskørsel. Spirituskørsel fordømmes stærkt i de fleste kredse, men disse unge følte, at det ville være værre at skulle indrømme, at de havde en synsnedsættelse. I 1994 gennemførte Anne Corn og Sharon Z. Sacks en undersøgelse af, hvad det betød for blinde og svagsynede voksne, at de ikke selv kan køre bil. Deltagerne i undersøgelsen nævnte som de største problemer, at de ikke kunne lægge planer uafhængigt af andre, at de ofte måtte vente på dem, de havde aftalt at køre med, og at de ofte var nødt til at gå til fods gennem områder, de ikke var trygge ved at færdes i. Mange angav, at transporthensyn havde haft afgørende indflydelse på deres valg af bopæl, job (studiejob og/eller fuldtidsjob) og sociale aktiviteter. "Finding Wheels" er et undervisningsmateriale, der tager disse problemer op på kurser for blinde og svagsynede. Alene det at sætte ord på problemet er en hjælp for mange, idet de oplever, at de ikke står alene med deres oplevelser. Materialet lægger dernæst op til, at man udvikler strategier til at håndtere problemet, fx at de unge lærer at benytte den offentlige transport, der findes, at de betaler for benzinen, når de kører med andre (så man ikke altid skal bede om tjenester, men også selv bidrager), m.m. Materialet kan købes for 34 dollars ( forsendelse) hos forlaget Pro-Ed, 8700 Shoal Creek Blvd. Austin, Texas 78757-6897, USA, netsted: www.proedinc.com. National handleplanDet andet tema, Anne Corn fortalte om, var udviklingen af en national handleplan for undervisningen af blinde og svagsynede børn og unge, herunder også elever med flere handicap. I handleplanen opstilles otte overordnede mål samt en række centrale indsatsområder. Planen er udviklet i et tværfagligt samarbejde mellem brugerforeningen National Federation for the Blind, forældre og fagfolk. Der er udviklet en struktur med en national styregruppe, en rådgivende følgegruppe samt koordinatorer og ansvarlige på delstatsniveau. Den første udgave af handleplanen blev udgivet i 1995, senere er den revideret flere gange. På baggrund af den nationale plan udvikler de enkelte delstater planer for de konkrete lokale initiativer, man vil sætte i værk for at leve op til den overordnede, nationale målsætning. Man kan læse mere om den nationale handleplan og om delstaternes initiativer og aktiviteter på netstedet www.tsbvi.edu/agenda.
| |
|
|
|
|
Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 2, juli 2001" som kapitel 8 af 14 |
|