Videncenter for Synshandicap

Synshandicap nr. 1, marts 2001

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til næste side

www.visinfo.dk

Videncentrets netsted er nu åbnet i en ny, revideret udgave med stærkt udvidede muligheder for søgninger, bestilling af publikationer og links til andre inden for synsområdet i ind- og udland.

Besøg os på www.visinfo.dk

Netstedet er designet i samarbejde med Dansk Internet Selskab og Ni Ansa IT Consulting. Netstedet overholder retningslinier for handicaptilgængelighed fra Statens Information og Web Accessbility Guidelines 1.0. Vi giver her en kort gennemgang af stedets faciliteter og opfordrer i øvrigt til, at man selv besøger www.visinfo.dk. Senere vil vi bl.a. tilføje en engelsk version af dele af netstedet, et indeks (sitemap) og en generel søgefunktion.

Hovedmenu

Hovedmenuen på åbningssiden har flg. punkter:

  • Om Videncentret
  • Projekter
  • Publikationer
  • Litteratursøgning
  • Kurser og konferencer
  • Emnesøgning og links
  • Presseklip
  • Om synshandicap
  • Kontakt Videncentret

Om Videncentret

Ud over en kort gennemgang af Videncentrets formål og aktiviteter kan man her læse Videncentrets vedtægter, se, hvem der sidder i bestyrelse og referencegruppe, samt finde en oversigt over de faste medarbejderes direkte telefonnumre og e-post-adresser.

Projekter

Her vil der i løbet af forsommeren komme en oversigt over større igangværende og afsluttede projekter, som Videncentret er eller har været involveret i. Oversigten vil bl.a. indeholde en kort beskrivelse af projektets formål, aktiviteter og resultater, en liste over projektdeltagere samt mulighed for at bestille eller læse evt. publikationer, der er udgivet i projektet.

Publikationer

Under 'Publikationer' kan man se emneopdelte lister over udgivelser fra Videncentret og bestille materiale i forskellige formater. Senere vil der under dette punkt også være links til online udgaver af de fleste publikationer, så man kan hente dem direkte ned til udskrift eller læsning via computeren.

Litteratursøgning

En af Videncentrets centrale aktiviteter er indsamling og registrering af relevant litteratur og materiale. I skrivende stund er der registreret 3827 titler i Videncentrets materialesamling; dette omfatter danske og udenlandske bøger, rapporter, avisudklip, videoer m.m. Hver måned tilføjes ca. 70 nye titler. Der er begrænset udlån fra samlingen. Det er også muligt at aftale et besøg og benytte samlingen på stedet. Via Videncentrets netsted kan man søge direkte i samlingen (kaldet Litteraturdatabasen, selv om den altså også indeholder fx videoer). Herudover er det muligt at se, hvilke tidsskrifter, Videncentret har stående på hylderne.

Søgning i Litteraturbasen

Klikker man på 'Litteratursøgning', kommer man til en side med tre links. De to første links giver mulighed for enkel eller avanceret søgning i litteraturdatabasen.

Enkel søgning

Vælger man 'Enkel søgning', får man en side med et enkelt søgefelt og nogle valgmuligheder for søgning og visning. På siden er der en kort brugervejledning.

I 'Enkel søgning' søges der på de(t) indtastede ord i alle felter i basen. Skriver man fx Helen Keller, får man både titler, hvor hun står som forfatter, og titler, hvor navnet er nævnt i fx emne eller indholdsfortegnelse.

Avanceret søgning

Med 'Avanceret søgning' får man ud over det generelle søgefelt også mulighed for at indtaste ord i specifikke felter: Titel, forfatter/redaktør, sprog, emneord og udgivelsesår og -form (sort, lyd, punkt, elektronisk). Så kan man fx vælge kun at søge på titler om Helen Keller eller kun titler af Helen Keller.

Når man trykker på Sendknap-pen, foretages søgningen, og resultaterne vises som en liste. Man kan få flere oplysninger ved at klikke på de enkelte titler. I begge søgefunktioner kan man vælge mellem Langt og Kort format. Kort format indeholder grundoplysninger som udgiver, år, sidetal m.m.; Langt format giver desuden adgang til bl.a. indholdsfortegnelse og resume (abstract). Alt materiale i basen har abstract på dansk.

Tidsskriftsbeholdning

Det tredje link er til søgning i Videncentrets beholdning af tidsskrifter. Der oplyses kun titel, numre, udgiver, år o.l. – enkelte artikler findes i litteraturdatabasen.

Kurser og konferencer

Under 'Kurser og konferencer' kan man se et udvalg af tidligere og fremtidige arrangementer i ind- og udland med berøring til synsområdet. Øverst er der et link til en liste over kommende arrangementer. Herudover kan man søge blandt både tidligere og kommende arrangementer. Fx kan man se, hvilke arrangementer, der kommer eller har været om autisme eller med en bestemt arrangør. Der søges på de indtastede ord i alle felter, dvs. emneord, arrangør m.m.

Emnesøgning og links

Her søger man i Videncentrets samling af links til danske og udenlandske netsteder, herunder også enkeltsider på Videncentrets eget netsted, som ikke er nævnt under de øvrige punkter. De netsteder, som vi betragter som de mest centrale, er samlet under 12 emneoverskrifter. Herudover rummer samlingen et større antal links, som alle er forsynet med emneord. Man kan søge i hele samlingen ved at indtaste søgeord i søgefeltet nederst på siden. Her kan man også finde supplerede links med de emneord, der benyttes i de 12 overskrifter øverst på siden, fx tilgængelighed eller mobility.

Presseklip

'Presseklip' er et udvalg af danske og udenlandske kilder med nyheder om sundhed, sygdom og handicap.

Om synshandicap

Punktet 'Om synshandicap' giver en kort introduktion til synshandicap og en oversigt over muligheder for rådgivning og støtte til børn og voksne.

Kontakt Videncentret

Man kan benytte dette link til at sende et e-brev til Videncentret. Bestillinger af publikationer foretages dog lettest via bestillingslisten under 'Publikationer'.

Prøv selv!

Vi håber, at det nye netsted kan være med til at gøre dele af den indsamlede viden lettere tilgængelig for fagpersoner, organisationer og andre.

Døm selv – på www.visinfo.dk.


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til næste side

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 1, marts 2001" som kapitel 1 af 15

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH012001/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004