Måltidet er en vigtig del af vores sociale omgang med andre. Det er noget, vi samles om, og det fælles måltid er en vigtig del af både hverdagsliv og familiefester. Mange, der får en synsnedsættelse, oplever imidlertid, at det fælles måltid er blevet en belastning. Man ser ikke rigtigt, hvad der er på bordet eller på tallerknen, og er måske bange for ikke at spise så pænt, som man gjorde, da man havde sit fulde syn.
Det får nogle til at undgå eller reducere selskabelighed og samvær med familie og venner og kan i sin yderste konsekvens være medvirkende til isolation og ensomhed.
Man kan imidlertid lære sig nogle teknikker, så man igen kan nye et måltid sammen med andre – og koncentrere sig om det gode samvær i stedet for at bekymre sig om om selve spisningen.
Dét er temaet for en nyt hæfte, skrevet af Inge Kyhl, Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBS). Hæftet er illustreret af Neel de Thurah Simonsen og udgivet af IBS og Videncentret i fællesskab. Det udkom på dagen for Inge Kyhls 25 års-jubilæum, så der ligger solid erfaring bag anbefalingerne. Hæftet hedder "Med kniv og gaffel"; det er gratis og fås på tryk, lyd og diskette ved henvendelse til IBS (tlf. 39 45 25 45) eller Videncenter for Synshandicap.
Talegenkendelse nævnes ofte som det næste store teknologiske tigerspring, men at teknologien nok endnu ikke er klar til helt at erstatte de gammeldags løsninger, illustrerer nedenstående historie, som vi har lånt fra Norges Blinde nr. 19, 2000. Artiklen genoptrykkes med tilladelse.
En hyggelig mandsstemme (jeg ville have foretrukket en kvindestemme, men pyt) bad mig oplyse afrejsestation og målet for rejsen. Det sidste var en lille by på den norske side af grænsen.
Göteborg - Halden (sagde jeg)
Göteborg - Halland, bekræfta! (sagde manden)
Göteborg - Halden (gentog jeg)
Göteborg - Alingsås, bekræfta! (sagde manden)
(Nei, nei, tænker jeg, jeg må forsøge med endestationen:) Göteborg - Oslo.
Stemmen: Göteborg - Olsvik, bekræfta!
Jeg: Göteborg - Oslo (forsøgte mig nu med med et tyndt 's', noget jeg ellers aldrig ville blive set levende i nærheden af.)
Stemmen: Jag förstår inte, vad du säger. Vänligen repetera.
Jeg: Göteborg - Kornsjø. (For de geografisk begrænsede: Kornsjø er et sted som befinder sig både i Norge og Sverige. Det begyndte at ane mig, at den talegenkendende stemme kun genkendte stationer i Sverige.)
Stemmen: Göteborg - Hornsjön, bekræfta!
(Nu begyndte det at nærme sig. Det gjaldt bare om at finde et lidt større sted, som helt sikkert var i Sverige.)
Jeg: Göteborg - Uddevalla.
Stemmen: Göteborg -Hudiksvall, bekræfta!
(På dette tidspunktet begyndte kurderne, som sad rundt omkring mig i Stena Lines cafeteria at se underligt på mig.)
Jeg: Göteborg - Trollhättan.
Stemmen: Göteborg - Borlänge, bekræfta!
Jeg: Nei. Ikke Borlänge. Trollhättan!
Stemmen: Ludvika - Borlänge. Bekræfta!
Jeg: Trollhättan.
Stemmen: Lund. Bekräfta.
(Dette var totalt overraskende. Hidtil havde der været et vist system.)
Jeg: NORGE!
Stemmen: Norrköping. Uppge destination.
Jeg: Göteborg - Strömstad. (Jeg havde intet at gøre i Strømstad, men derfra kunne jeg måske få en båd til Fredrikstad.)
Stemmen: Jag förstår inte vad du säger. Om du behöver hjælp, säg «hjälp!»
Stemmen: Gävle. Bekräfta.
(Nu var kurdernes børn begyndt at pege på mig og le. De voksne tyssede på dem.)
Jeg: Jeg vil hjem!
Stemmen: Vilhelmina. Bekräfta.
I en pressemeddelelse fra begyndelsen af oktober varsledes lukningen af Center for Tilgængelighed. Centret blev – som en afdeling under Hjælpemiddelinstituttet (HMI) – etableret i 1996 som et fireårigt forsøg baseret på tilskud fra Socialministeriet og Amtsrådsforeningen. Efter forsøgsperiodens udløb havde HMI forsøgt at videreføre centret – men måtte opgive af økonomiske årsager. Men i begyndelsen af november ser det ud til, at centret alligevel er reddet fra lukning.
By- og boligminister Jytte Andersen (S) har besluttet at redde centret. "Vi opprioriterer fra regeringens side tilgængelighed og plads til alle, og derfor har vi nedsat et tværministerielt udvalg med mig som formand. Vi har købt ydelser og faglig ekspertise af centret og har på den måde støttet det."
"Nu har vi fået lavet en 'ba-bu-løsning' for det næste år og har fået reddet det på målstregen, men vi vil prøve at finde en lidt mere permanent løsning, for centret kan ikke tiltrække og fastholde medarbejdere, hvis det hviler på så tyndt et grundlag," siger Jytte Andersen til Kristeligt Dagblad 9. november.
Videncenter for Synshandicap har løbende samarbejdet med Center for Tilgængelighed om udveksling af viden, faglige arrangementer og formidling. Center for Tilgængelighed har fungeret som et koordinerende videncenter for tilgængelighed. I den periode, centret har fungeret, er stadigt flere interessegruppers ønsker til tilgængelighed blevet koordineret. Kravene er blevet samlet, og der har tegnet sig en mere ensartet formidling og rådgivning til offentlige myndigheder, institutioner og private entreprenører, som planlægger, forandrer og træffer beslutninger vedrørende det fysiske miljø, information og kommunikation.
Videncenter for Synshandicap håber, at centret videreføres ud over det ene år, som nu er sikret. Der er rigeligt med opgaver.
Bendt Nygaard Jensen
Centerleder
Instituttet for Blinde og Svagsynede har i perioden fra 1983 til 1998 afholdt 27 læseudviklingskurser for unge voksne med synsnedsættelse. Data fra disse kursusforløb er nu blevet samlet og analyseret. Projektet er gennemført af Instituttet for Blinde og Svagsynede. Videncenter for Synshandicap har finansieret projektet. Tale-læse-pædagogerne Linda Jansen og Mogens Klindt har fagligt stået for undersøgelsen med støttet fra en følgegruppe.
Data om 132 kursisters kursusdeltagelse har dannet grundlag for en undersøgelse dels af mulige sammenhænge mellem diagnose, visus, synsfelt, anvendt optik/CCTV og læsehastighed, dels af effekten af læsehastighedstræning.
Analysen fandt ingen klare sammenhænge mellem læsehastighed og henholdsvis diagnose, synsfelt og anvendt optik. Opgørelsen over forbedret læsehastighed er til gengæld markant: Størstedelen af kursisterne fik en væsentligt forøget læsehastighed gennem træning – den gennemsnitlige forøgelse var på 85%!
Undersøgelsen dokumenter, at unge studerende og erhvervsaktive med synsnedsættelse kan få stort udbytte af læsetræning.
Linda Jansen og Mogens Klindt: Læsetræning og synsnedsættelse – en effektundersøgelse af hastighedstræning for unge voksne med synsnedsættelse, 2000, 43 sider + 14 sider bilag,
Udgivet af Instituttet for Blinde og Svagsynede.
Rapporten er gratis og kan bestilles på tlf. 39 45 25 45.
Den erhvervskonference, som Dansk Blindesamfund (DBS) afholdt 1. november i år på Fuglsangcentret, markerede afslutningen på et syvårigt projekt, som har belyst blinde og svagsynedes situation på arbejdsmarkedet. Den indsamlede viden er løbende blevet publiceret – syv rapporter i alt. De to seneste, udkommet her i 2000, hedder "Kastebold" (nr. 6) og "Beskæftigelse" (nr. 7).
DBS' landsformand Poul Lüne-borg indledte med at konstatere, at det rummelige arbejdsmarked ikke i øjeblikket er for blinde og svagsynede. Kun 25% af DBS' medlemmer i den erhvervsaktive alder har tilknytning til arbejdsmarkedet; heraf er kun 10% i beskæftigelse, mens 75% af de 18-64-årige er på førtidspension. Poul Lüne-borg spurgte: Hvor bliver succesen af? Er problemet, at de beskæftigelsesfremmende foranstaltninger for handicappede generelt ikke virker – eller er det specielt problematisk at finde plads på arbejdsmarkedet til synshandicappede?
Arbejdsmarkedsprojektet havde ikke gyldne løsninger, men havde lokaliseret en del problemer vedr. integration og arbejdsfastholdelse. Problemerne sammenfattede Poul Lüne-borg i mangel på information, koordination og tempo.
Formanden for det Centrale Handicapråd Palle Simonsen nævnte sektoransvarlighed og målsætningen i FN's Standardregler §7 som grundlag for aktivering og integration af handicappede på arbejdsmarkedet. Han mente, at der var mange gode værktøjer, fx regelsæt om kompenserende foranstaltninger, men kendskabet til love og regler i forvaltningerne er lavt, og de bruges derfor ikke effektivt. Holdninger hos arbejdsgivere og medarbejdere har fortsat stor indflydelse på, om virksomhedernes sociale ansvar bliver til andet end gode hensigter. På det private arbejdsmarked spiller tempoet en stor rolle – der er ingen tålmodighed med langsommelig sagsbehandling. Den enkelte kan også have urealistisk høje eller lave jobforventninger på grund af ukendskab til erhvervslivet eller manglende indsigt i egne kompetencer.
Palle Simonsen nævnte en certificering af kommunale foranstaltninger som en mulighed. Den handicappede arbejdssøgende kan med et certifikat over for en arbejdsgiver præcist informere om, hvilke kompenserende foranstaltninger (hjælpemidler, tilskud, rådgivning m.m.), der støtter en ansættelse.
Projektleder Jan Fristrup, DBS, gennemgik mange af undersøgelsens resultater og de afdækkede problemer:
Listen af problemer og paradokser er lang, og der er mangler i opfølgning og planlægning i forhold til sygdom og revalidering. Førtidspension står som en indlysende selvfølgelighed for mange, både sagsbehandlere og handicappede. Det er, som om manglen på viden om muligheder i love og regler får både sagsbehandlere og brugere til på forhånd at se arbejdsmarkedsintegration som urealistisk og problemfyldt.
Hovedparten af de blinde og svagsynede, som er i arbejde på almindelige vilkår, har erhvervet synsnedsættelsen, mens de var i arbejde. Her viser arbejdsgiver og kollegaer som regel et godt engagement for at støtte medarbejderen. Det nære kendskab til personen og hans eller hendes kvalifikationer er afgørende for virksomhedernes sociale ansvar.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen beskrev fremtidens ansættelsesformer på arbejdsmarkedet og konkuderede, at situationen på mange måder vil være til fordel for handicappede. Mængden af servicejob vokser i alle sektorer, symbolarbejdet bliver dominerende, og virksomhederne efterspørger almene kvalifikationer, men prioriterer selv at uddanne/op-lære medarbejderen. Der vil være brug for både kærne- og randarbejdskraft, løn- og ansættelsesformer bliver mere fleksible, og der er øget fokus på forebyggelse og fastholdelse.
At integrationen af marginaliserede grupper ikke er bedre nu, efter flere år med højkonjunktur, er dog alarmerende. Frivillighedsprincippet og de gode viljer er åbenbart ikke nok. "Pisken" kan derfor være en mulighed. Flemming Ibsen så tre mulige initiativer:
Sekretariatsleder Henrik Brandt, Udviklingscenter for beskæftigelse på særlige vilkår, mente, at der er behov for en større konkretisering af, hvad særlige vilkår er, og hvem personerne er. Det særlige er almindeligt – Socialforskningsinstituttet oplyser, at 300.000 arbejder på særlige vilkår. Jobformidlingen skal tilbyde et mere håndgribeligt jobmarked, så alle kan se udbuddet. Udviklingscentret bidrager selv med netstedet www.via2000.dk, der giver adgang til informationer om arbejdsfastholdelse.
Henrik Brandt ønskede mere ikke-offentlig aktivering, evt. positiv særbehandling ved et sidstud-princip, nedbrydning af den skarpe skelnen mellem almindelige og særlige ansættelsesformer, mere fokus på overenskomstens sociale indhold (arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationernes ansvar) og – som flere andre – mere tempo i sagsbehandlingen.
Nikolaj Bøgh og Mette Raun, konsulenter i henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening og LO, kommenterede begge de regionale koordinationsudvalgs bidrag til handicappedes integration på arbejdsmarkedet. Koordinationsudvalget består af repræsentanter for DA, LO, DSI, en læge og en kommunal forvaltning. Konsulenterne var i store træk enige i, at koordinationsudvalgene efter en famlende start var ved at fungere. Dog var potentialet i udvalgene endnu ikke udtømt. Nikolaj Bøgh fremhævede, at koordinationsudvalgenes lokale karakter var en styrke, fordi aktivering og integration er afhængige af lokalt samarbejde og dialog mellem parterne. 270.000 på førtidspension er et uacceptabelt højt tal. DA ønsker ingen kvoteordninger – beskæftigelsesproblemet bør løses i samarbejde mellem parterne. Mette Raun sagde, at LO fortsat vil pege på, at der er alt for mange belastende job, som bl.a. skaber førtidspensionister.
Hun ønskede plads til forskellige karrieremønstre og udvikling af individuelle kompetencer.
Under den afsluttende debat blev der generelt nævnt flere problemer end løsninger. Debatten førte dog bl.a. til følgende konstruktive forslag:
Selv om den endegyldige løsning ikke blev fundet den 1. november, har DBS med Jan Fristrups rapporter givet alle parter et solidt vidensgrundlag for den fortsatte indsats. Rapporterne kan bestilles hos DBS, tlf. 38 14 88 44 eller hentes på www.dkblind.dk.
Fredag den 8. september 2000 forsvarede adjunkt Susan Tetler sin ph.d.-afhandling ved Danmarks Lærerhøjsskole med titlen Imellem integration og inklusion - Om nødvendigheden af at udvikle rummelighedens didaktik.
De sidste 25 år har man i stigende grad bestræbt sig på at integrere elever med funktionsnedsættelser i den almindelige folkeskole. Ikke mindst siden særforsorgens udlægning i 1980 er der sket en stigende decentralisering af det økonomiske og pædagogiske ansvar for elever med vidtgående funktionsnedsættelser, i første omgang fra staten til amterne.
Efterhånden er en del opgaver overgået fra amterne til kommunerne, senest med en lovændring fra august i år, der giver kommunerne kompetence til at afgøre, om en elev i folkeskolen skal henvises til vidtgående specialundervisning i amtsligt regi.
Hensigten med lovændringen er, at elever med behov for specialundervisning så vidt muligt kan forblive i det almindelige folkeskolesystem i deres lokalområde. Kommunerne ønsker altså også at undervise elever med vidtgående funktionsnedsættelser i deres eget skolevæsen, at integrere dem i nærmiljøets skoletilbud. Paradoksalt nok er antallet af elever, der henvises til vidtgående specialundervisning steget med 64% siden 1985; af disse henvises 40% til undervisning i specialskoler, mens andre 40% placeres i specialklasser.
Så på trods af, at idealet om en rummeligere skole (skolen for alle) bliver stadigt mere udtalt i skolelovgivningen, ikke mindst i folkeskoleloven fra 1993, bliver elever med særlige behov stadig i høj grad udskilt fra den almindelige skole/undervisning.
Susan Tetler undersøger i sin ph.d.-afhandling om integration i den danske folkeskole før, nu og fremover, hvorfor det har været og er så svært at gennemføre integration i praksis.
En indledende analyse af fem integrationsprojekter fra 1970'erne og 80'erne viser, at de fleste steder undergik undervisningens indhold, struktur og organisation ingen forandringer, til trods for, at den nu skulle rumme en eller flere integrerede elever med funktionsnedsættelser.
Man så først og fremmest på, hvor og hvordan en elev kunne passes ind i den eksisterende undervisning. Integration af en enkelt elev i en almindelig klasse krævede oftest, at denne skulle tilpasse sig de andres karakteristika og normer og samtidig undertrykke sin egen anderledeshed. Eleven fik tildelt et antal støttetimer, hvor en støttelærer fik ansvaret for at tilrettelægge en individualiseret undervisning for eleven, en undervisning, der som regel var uden sammenhæng med, hvad der foregik i den øvrige klasse.
Integration af en gruppe elever var ofte fragmentarisk, dvs at disse elever i nogen sammenhænge var sammen med hele den almindelige klasse, og i nogen sammenhænge blev undervist separat.
Fra kommunalpolitisk og administrativ side havde man en formelt positiv holdning til integrationsspørgsmålet, men man vedtog ikke konkrete målsætninger, hvor der blev taget stilling til, hvem, hvad, hvordan og hvorfor man ville integrere.
Susan Tetler udleder af sin analyse fire dilemmaer, som lærerne stilles overfor i deres integrationsarbejde:
Hoveddelen af afhandlingen udgøres af en feltanalyse af fire konkrete integrationsprojekter, som de formede sig i skoleåret 1994/95. Målsætningen i alle disse projekter er at integrere grupper af elever med særlige behov, enten i rene integrationsklasser eller som såkaldte tvillingeklasser, dvs en mere fragmentarisk integrationsform.
For at integrationen skal lykkes, skal der være et samarbejde og en vilje til gensidig forandring og til at gå nye veje; det gælder personen, der skal integreres, såvel som det miljø, vedkommende skal integreres ind i. Man skal ikke spørge, hvorvidt et barn med særlige behov kan deltage i den almindelige undervisning, men hvordan læringsmiljøet kan tilrettelægges, så det muliggør ethvert barns alsidige udvikling.
En vigtig pointe i Susan Tetlers konklusioner er, at ved integration af et enkelt barn er det sjældent, at aktiviteterne tilrettelægges, så klassens øvrige elever inddrages i integrationsbestræbelserne. Det bliver uundgåeligt støttelæreren, der må kompensere for elevens manglende samspil med sine jævnaldrende. Når man derimod søger at integrere en gruppe af elever, er der i højere grad lagt op til forandringer af mere grundlæggende karakter, da det er sværere at overse og udelukke en hel gruppe af børn med særlige behov, specielt når man arbejder med rene integrationsklasser, hvor eleverne som udgangspunkt hører til det samlede klassefællesskab.
Det skaber mulighed for en integration baseret på samarbejde, både mellem eleverne og i lærergruppen, inklusive støttelæreren. Især tyder det på, at lærernes gruppesamarbejde er frugtbart for integrationsprocessen, da de kan støtte og inspirere hinanden og give hinanden mod på og lyst til pædagogisk fornyelse.
I sin afhandling skelner Susan Tetler mellem integration og inklusion. Hun opfatter betegnelsen integration som havende en tendens til dels at fokusere på den enkelte elevs handicapart- og grad, dels primært at handle om den fysiske placering af eleven. Den integrerede elev skal tilpasse sig og indrette sig efter skolen, klassen og den almindelige undervisningsform.
Ved inklusion ses der derimod ifølge Susan Tetler på, hvilke forandringer skolen må foretage for at blive bedre i stand til at rumme alle sine elever på en måde, der opleves som meningsfuld af den enkelte. Forskellighed opfattes som et potentiale, der kan tilføre fælleskabet nye muligheder. Inklusion er en stadig proces for alle involverede parter: eleverne, lærerne og skolen.
Derfor er inklusion ikke udelukkende et specialpædagogisk anliggende, men noget, der vedrører hele det værdigrundlag, som den almene skole bygger på. I stedet for den integrerede elev bør man tilstræbe den inkluderende skole.
Susan Tetler er cand.pæd.pæd. og ph.d. og ansat som adjunkt på Institut for psykologi og specialpædagogik på Danmarks Lærerhøjskole (nu Danmarks Pædagogiske Universitet). Hun har selv 20 års erfaring som lærer i folkeskolens almindelige klasser og specialklasser.
Man kan læse mere om emnet specialpædagogik og integration i følgende publikationer, alle fra i år:
Af cand.mag. Maj Brincker Højring
Frk. Henny Gadebergs Fond (reg.nr. 022921) har det formål at yde støtte til blinde børns uddannelse. Til rådighed ved 15. uddeling af legatet, der finder sted i marts måned 2001, er ca. kr. 50.000.
Størrelsen af legatportionerne fastsættes af bestyrelsen. Ansøgning om at komme i betragtning ved uddelingen bedes fremsendt inden udgangen af januar måned 2001 til:
Advokat Bent Lauritzen
Advokaterne i Ny Vestergade 1
Ny Vestergade 1
1471 København K
Instituttet for Blinde og Svagsynede tilbyder nu en synshøjskole til unge mellem 17 og 20 år med særlige behov.
Højskolen henvender sig til unge, der har afsluttet deres skolegang (i folkeskole, specialklasse/-skole eller på Refsnæsskolen), og som ønsker at udvikle sig personligt, praksisk og socialt sammen med ligestillede.
Opholdet er normeret til et år, opdelt på to semestre. Kurserne begynder august og januar og indeholder bl.a. en rejse eller hyttetur. Der tilstræbes holdstørrelser på mellem 6 og 10 kursister.
Nærmere oplysninger ved henvendelse til afdelingsleder Lykke Jensen, tlf. 39 45 25 45, lyj@ibos.dk.
Århundred- og årtusindskiftet har fået et par tidsskriftsredaktioner til at tænke samme tanke: Temanummer om integration og udlægning. Integrationens og udlægningens første 20-25 år er tema i Specialpædagogik nr. 5, oktober 2000 og Handicaphistorisk Tidsskrift 3, oktober 2000.
Særforsorgens udlægning fra staten til amter og kommuner i 1980 er en milepæl i dansk social forsorg og handicappedes rettigheder. Det har altid stået som det historiske skæringspunkt for "normalisering" og "integration".
De to temanumre indeholder spændende artikler af repræsentanter fra brugerorganisationer, som har været tæt på de politiske processer, som formede udlægningen, fra fagmedarbejdere, brugere og forskere.
Specialpædagogik har fokus på specialundervisningen og den specialpædagogiske bistand for børn både historisk i tiden før udlægning og i perioden op til i dag. Der er flere beskrivelser af integrationsforløb på godt og ondt.
Handicaphistorisk Tidsskrift har en bredere synsvinkel på udviklingen i handicapbegrebets indhold, det handicappolitiske arbejde før og efter udlægningen samt status for døvblindblevne, blinde, svagsynede og hørehæmmede. Det er ikke just optimisme, der præger forfatterne i Handicaphistorisk Tidsskrift. Der er mange skarpe analyser, kommentarer og synspunkter om, hvordan udlægningen er blevet omsat i praksis.
Tidsskrifterne giver et bidrag til en beskrivelse og dokumentation af en central periode i dansk socialpolitik og pædagogisk praksis. Integrationen og udlægningen har kostet mange kræfter og gør det fortsat – det fremgår tydeligt.
Forhåbentlig bliver der efterhånden plads til mere eftertanke, analyse og forskning i perioden. Ingen kender endnu rammerne eller grænserne for "det rummelige samfund", hvilket gør det endnu mere presserende at få samlet op på fortiden for ikke at gentage dens fejl.
Bendt Nygaard Jensen
Erling Thor Olsen indtræder i Videncentrets bestyrelse som ny repræsentant for Vestsjællands Amt. Han afløser hermed vicekontorchef Lis Dalsgaard, som er overgået til andre arbejdsområder i amtet. Erling Thor Olsen er konsulent i amtets skole- og socialsekretariat. Videncenter for Synshandicap siger tak til Lis Dalsgaard for hendes indsats og byder velkommen til Erling Thor Olsen.
Videncentret har yderligere oplysninger om flere af arrangementerne, kontakt Dorte H. Silver. På hjemmesiden home.swipnet.se/macula-lutea findes der desuden en omfattende oversigt over begivenheder inden for specialrådgivningsområdet. Denne oversigt vedligeholdes af Harry Svensson, Tomteboda Resource Center i Solna, Sverige.
Et udvalg af nye artikler i tidsskrifter, som Videncentret abonnerer på. Medmindre der står andet, er der tale om tekster i almindeligt tryk (“sort”). Hvis man vil læse hele artiklen, kan man enten skaffe tidsskriftet hjem via sit bibliotek eller henvende sig til Videncentret.
Det er nummer 29, 2000 af Visability, der er et temanummer om matematik og talforståelse for blinde (og ikke nr. 6 som oplyst i sidste nr.).
Et udvalg af nye bøger, rapporter m.m. i Videncentrets bibliotek, opstillet alfabetisk efter titel. Medmindre der står andet, er der tale om tekster i almindeligt tryk (“sort”). De fleste tekster vil kunne bestilles på biblioteket, hos boghandleren eller hos udgiveren. Hvis dette ikke er muligt, kan bøgerne lånes hos Videncentret.
Når man sidder med et velskænket, dampende glas gløgg og åbner sin pakkekalender, kan man overveje at sende en tanke til den blinde eventyrer Miles Hilton-Barber og hans seende ledsager Jon Cook, som i disse dage er på vej mod Sydpolen til fods. Miles Hilton-Barber er 52 og har tidligere blandt andet besteget bjerge og løbet maratonløb i Sahara. Han håber at kunne inspirere andre blinde og svagsynede: "Hvis jeg kan vise, at en blind mand kan gå til Sydpolen, kan jeg måske inspirere en anden, som netop har mistet synet, til at gribe den hvide stok og og tage det første skridt ud i fremtiden." Man kan følge med i ekspeditionen dag for dag på www.rnib.org.uk/horizons/welcome.htm.
Den finske øjenlæge, dr. med. Lea Hyvärinen har været aktiv inden for synsområdet i over 30 år. Hun har især interesseret sig for de tidlige udviklingstrin og for de funktionelle aspekter af synet. Lea Hyvärinen har udviklet eller været med til at udvikle over 30 forskellige synstester, bl.a. til måling af synsstyrke eller af separate funktioner som fx kontrastfølsomhed eller evnen til at skelne bevægelse. En del af Lea Hyvärinens undervisningsmateriale findes på en hjemmeside, hun arbejder på i sin fritid. Her findes bl.a. en diassamling med tilhørende kommentarer samt en længere artikel, der beskriver og vejleder i, hvordan man undersøger det funktionelle syn hos helt små børn eller hos større udviklingshæmmede børn (inkl. et observations- og testskema). Endelig er der en engelsk ordliste med forklaringer på vigtige fagudtryk. Materialet kan frit anvendes til undervisningsbrug.
Adressen på Lea Hyvåärinens hjemmeside er med-aapos.bu.edu/leaweb/index.html
DBS-Aktuelt er et nyt nyhedsbrev fra Dansk Blindesamfund, som indeholder resumeer af dagspressens behandling af aktuelle politiske emner med relevans for DBS' interessepolitiske arbejde. Resumeerne ledsages af en kommentar fra et medlem af DBS' daglige ledelse. På den måde bliver DBS-Aktuelt bl.a. et tilbud til journalister og politikere, der ønsker en dialog med foreningen.
Foreløbig er der udgivet fire numre af nyhedsbrevet; i det seneste, fra oktober 2000, diskuteres bl.a. fleksjob, førtidspensionsreform og mangel på plejehjemspladser.
Adresse: www.dkblind.dk/Nyheder_Udgivelser/Udgivelser/DBS-Aktuelt/DBS-Aktuelt.htm