Synshandicap nr. 4, oktober 2000

Den inkluderende skole

Fredag den 8. september 2000 forsvarede adjunkt Susan Tetler sin ph.d.-afhandling ved Danmarks Lærerhøjsskole med titlen Imellem integration og inklusion - Om nødvendigheden af at udvikle rummelighedens didaktik.

De sidste 25 år har man i stigende grad bestræbt sig på at integrere elever med funktionsnedsættelser i den almindelige folkeskole. Ikke mindst siden særforsorgens udlægning i 1980 er der sket en stigende decentralisering af det økonomiske og pædagogiske ansvar for elever med vidtgående funktionsnedsættelser, i første omgang fra staten til amterne.

Idealer og realiteter

Efterhånden er en del opgaver overgået fra amterne til kommunerne, senest med en lovændring fra august i år, der giver kommunerne kompetence til at afgøre, om en elev i folkeskolen skal henvises til vidtgående specialundervisning i amtsligt regi.

Hensigten med lovændringen er, at elever med behov for specialundervisning så vidt muligt kan forblive i det almindelige folkeskolesystem i deres lokalområde. Kommunerne ønsker altså også at undervise elever med vidtgående funktionsnedsættelser i deres eget skolevæsen, at integrere dem i nærmiljøets skoletilbud. Paradoksalt nok er antallet af elever, der henvises til vidtgående specialundervisning steget med 64% siden 1985; af disse henvises 40% til undervisning i specialskoler, mens andre 40% placeres i specialklasser.

Så på trods af, at idealet om en rummeligere skole (skolen for alle) bliver stadigt mere udtalt i skolelovgivningen, ikke mindst i folkeskoleloven fra 1993, bliver elever med særlige behov stadig i høj grad udskilt fra den almindelige skole/undervisning.

Susan Tetler undersøger i sin ph.d.-afhandling om integration i den danske folkeskole før, nu og fremover, hvorfor det har været og er så svært at gennemføre integration i praksis.

Den tilpassede elev

En indledende analyse af fem integrationsprojekter fra 1970'erne og 80'erne viser, at de fleste steder undergik undervisningens indhold, struktur og organisation ingen forandringer, til trods for, at den nu skulle rumme en eller flere integrerede elever med funktionsnedsættelser.

Man så først og fremmest på, hvor og hvordan en elev kunne passes ind i den eksisterende undervisning. Integration af en enkelt elev i en almindelig klasse krævede oftest, at denne skulle tilpasse sig de andres karakteristika og normer og samtidig undertrykke sin egen anderledeshed. Eleven fik tildelt et antal støttetimer, hvor en støttelærer fik ansvaret for at tilrettelægge en individualiseret undervisning for eleven, en undervisning, der som regel var uden sammenhæng med, hvad der foregik i den øvrige klasse.

Integration af en gruppe elever var ofte fragmentarisk, dvs at disse elever i nogen sammenhænge var sammen med hele den almindelige klasse, og i nogen sammenhænge blev undervist separat.

Fra kommunalpolitisk og administrativ side havde man en formelt positiv holdning til integrationsspørgsmålet, men man vedtog ikke konkrete målsætninger, hvor der blev taget stilling til, hvem, hvad, hvordan og hvorfor man ville integrere.

Fire dilemmaer

Susan Tetler udleder af sin analyse fire dilemmaer, som lærerne stilles overfor i deres integrationsarbejde:

• Hvordan man kan tage hensyn både til den enkelte elevs forskellighed og særlige behov og til gruppens fællesskab
• Hvordan man fremmer elevernes udvikling af gensidige sociale relationer, samtidig med, at de respekterer hinandens forskellighed.
• Hvordan man tilpasser den enkelte elev til skolens virksomhed og samtidig laver fornyende og differentieret undervisning, der er tilpasset den enkelte elev.
• Hvordan forholdet mellem de almindelige faglærere og speciallæreren gøres frugtbart og medfører en fælles pædagogik.

Hoveddelen af afhandlingen udgøres af en feltanalyse af fire konkrete integrationsprojekter, som de formede sig i skoleåret 1994/95. Målsætningen i alle disse projekter er at integrere grupper af elever med særlige behov, enten i rene integrationsklasser eller som såkaldte tvillingeklasser, dvs en mere fragmentarisk integrationsform.

Vilje til forandring

For at integrationen skal lykkes, skal der være et samarbejde og en vilje til gensidig forandring og til at gå nye veje; det gælder personen, der skal integreres, såvel som det miljø, vedkommende skal integreres ind i. Man skal ikke spørge, hvorvidt et barn med særlige behov kan deltage i den almindelige undervisning, men hvordan læringsmiljøet kan tilrettelægges, så det muliggør ethvert barns alsidige udvikling.

Gruppeintegration

En vigtig pointe i Susan Tetlers konklusioner er, at ved integration af et enkelt barn er det sjældent, at aktiviteterne tilrettelægges, så klassens øvrige elever inddrages i integrationsbestræbelserne. Det bliver uundgåeligt støttelæreren, der må kompensere for elevens manglende samspil med sine jævnaldrende. Når man derimod søger at integrere en gruppe af elever, er der i højere grad lagt op til forandringer af mere grundlæggende karakter, da det er sværere at overse og udelukke en hel gruppe af børn med særlige behov, specielt når man arbejder med rene integrationsklasser, hvor eleverne som udgangspunkt hører til det samlede klassefællesskab.

Det skaber mulighed for en integration baseret på samarbejde, både mellem eleverne og i lærergruppen, inklusive støttelæreren. Især tyder det på, at lærernes gruppesamarbejde er frugtbart for integrationsprocessen, da de kan støtte og inspirere hinanden og give hinanden mod på og lyst til pædagogisk fornyelse.

Integration kontra inklusion

I sin afhandling skelner Susan Tetler mellem integration og inklusion. Hun opfatter betegnelsen integration som havende en tendens til dels at fokusere på den enkelte elevs handicapart- og grad, dels primært at handle om den fysiske placering af eleven. Den integrerede elev skal tilpasse sig og indrette sig efter skolen, klassen og den almindelige undervisningsform.

Ved inklusion ses der derimod ifølge Susan Tetler på, hvilke forandringer skolen må foretage for at blive bedre i stand til at rumme alle sine elever på en måde, der opleves som meningsfuld af den enkelte. Forskellighed opfattes som et potentiale, der kan tilføre fælleskabet nye muligheder. Inklusion er en stadig proces for alle involverede parter: eleverne, lærerne og skolen.

Derfor er inklusion ikke udelukkende et specialpædagogisk anliggende, men noget, der vedrører hele det værdigrundlag, som den almene skole bygger på. I stedet for den integrerede elev bør man tilstræbe den inkluderende skole.

Susan Tetler er cand.pæd.pæd. og ph.d. og ansat som adjunkt på Institut for psykologi og specialpædagogik på Danmarks Lærerhøjskole (nu Danmarks Pædagogiske Universitet). Hun har selv 20 års erfaring som lærer i folkeskolens almindelige klasser og specialklasser.

Læs mere

Man kan læse mere om emnet specialpædagogik og integration i følgende publikationer, alle fra i år:

• Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 3, 2000: 20 år efter udlægningen af Særforsorgen – hvordan gik det? (Temanummer)
• Specialpædagogik nr. 5, 2000: Tema: Integrationens veje – de første 25 år (Temanummer)
• Jesper Holst, Søren Langager, Susan Tetler (red.): Specialpædagogik i en brydningstid, Systime, 2000. (205 s.)
• Susan Tetlers ph-d-afhandling kan købes hos Danmarks Pædagogiske Bibliotek (www.dpb.dpu.dk)

Af cand.mag. Maj Brincker Højring

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 4, oktober 2000" som kapitel 6 af 14

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH042000/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004