Til brug på konferencer eller i andre internationale sammenhænge har Videncentret fået produceret en engelsksproget version af videoen “Synsnedsættelse hos udviklingshæmmede”.
Videoen udkom i 1997 som et led i formidlingen fra Videncentrets projekt om udviklingshæmmede. Filmen omhandler specialpædagogiske metoder, der kan anvendes i arbejdet med udviklingshæmmede voksne, som er blinde eller svagsynede. Blandt de emner, der tages op i filmen, er spiseteknik, mobility, ledsageteknik og forskellige pædagogiske aktiviteter. Filmen er tilrettelagt og redigeret af afdelingsleder Tina Pensdorf, Blindenetværket i Københavns Amt, og projekt- Annegrethe Nielsen i samarbejde med producer Kofoed. Peter Kofoed har for produktionen af den udgave, som har engelsk tale.
Den danske video er siden udgivelsen benyttet på mange specialpædagogiske institutioner og uddannelsessteder rundt omkring i Danmark. Med den engelske version er der nu mulighed for at formidle de danske erfaringer på internationalt plan. Videoen er produceret i hhv. NTSC- og PAL-format, de to formater, som anvendes i hhv. USA/Japan og resten af verden.
Den engelsksprogede video udlånes fra Videncenter for Synshandicap.
dhs
Landsforeningen af Forældre til Blinde og Svagsynede har 50-årsjubilæum i år. Jubilæet markeres internt i forbindelse med foreningens medlemskursus på Sørup Herregård ibegyndelsen af september.
Videncenter for Synshandicap gratulerer med jubilæet og siger tak for godt samarbejde.
I august blev den 10. internationale mobilitykonference afholdt i England. De ca. 500 deltagere (heraf 6 fra Danmark) kunne vælge mellem 109 foredrag (heraf 1 fra Danmark, Anne Nordskov Krag, Refsnæsskolen om indretning af legeplads). Derudover kunne man – hvis man sprang frokosten over – besøge udstillingen, hvor der var 34 organisationer og firmaer samt 50 udstillede plancher.
I det følgende opsummeres nogle af indtrykkene fra nogle af de mange foredrag. Alle foredragene er udgivet på cd-rom; kopier fås som word-fil eller i udskrift hos Videncentret. Ønsker man at se hele artikelsamlingen (402 sider), fås den som word-fil.
Chris Ramsden indledte konferencen med en kraftig opfordring til at inddrage æstetiske hensyn og almindelige gode designprincipper i udformningen af produkter og hjælpemidler til handicappede. Han illustrerede sit foredrag med eksempler på både hjemmelavede og seriefremstillede hjælpemidler, der mest af alt lignede noget, der var opstået ved tilfældig mutation i en skrotbunke. Ramsden understregede, at bedre hjælpemidler ikke behøvede at blive dyrere, især ikke på bare lidt længere sigt. Han fremlagde også undersøgelser, der viste, at produktudviklere betragtede læger, sygeplejersker og andre eksperter som langt vigtigere kilder til viden end de fremtidige brugere. Blandt de gode tiltag nævnte Ramsden bl.a. den cd-rom om handicap, arkitektur og design, som lektor Poul Østergaard, Aarhus Arkitektskole har udarbejdet arkitekter og arkitektstuderende. (Cd-rommen findes på både dansk og engelsk).
Moira Higgerty, Sydafrika fortalte om mobility-terrænløb, som afholdes flere steder i Sydafrika mindst en gang om året. Terrænløbene er en stor begivenhed, der foregår i skiftende lokalsamfund. Dommere langs ruten giver point for forskellige enkeltfærdigheder, og der uddeles præmier til dem, der klarer sig bedst. Løbene sætter fokus på mobility, giver instruktørerne lejlighed til at mødes med klienter, de måske sidst har undervist for mange år siden, og de er med til at gøre blinde synlige i lokalsamfundet og gøre opmærksom på, hvad man kan opnå med mobility-træning.
Michael May, Sendero Group, USA, fortalte om arbejdet med Atlas Speaks, som Sendero Group har overtaget fra firmaet Arkenstone. “Atlas Speaks” er et elektronisk system med syntetisk tale, et digitalt kort og GPS (lokalisering ved hjælp af et system af satellitter).
Produktet har været på tegnebrættet i mange år, men er nu en reel mulighed, fordi GPS-teknologien er blevet bedre og billigere. En version med detaljerede kort og oplysninger for britiske byer er klar fra oktober i år, og flere europæiske versioner er på vej. Den danske samarbejdspartner er firmaet Instrulog. Se mere på www.senderogroup.com.
Flere indlæg handlede om elektroniske systemer til orientering og mobility, fx talende skilte eller diverse skanningsredskaber (Mowat Sensor o.l.). Nogle er stadig på projektplanet, mens et mindre antal forhandles og anvendes i praksis. Blandt de nyere projekter, som anvendes i praksis, er et tjekkisk system, som blev præsenteret af Viktor Dudr fra det tjekkiske blindeforbund. Systemet består af små sendere/ modtagere med en rækkevidde på minimum 30 m. De aktiveres af en sender/modtager, som brugeren har med, evt. installeret i håndtaget på den hvide stok. Der er seks knapper med hver sin funktion. Én funktion aktiverer fx talende skilte på busserne, som oplyser bussens nummer/rute – en anden fortæller buschaufføren, at der er en blind, der gerne vil med, så han kan åbne døren. Dudr oplyste, at der p.t. er ca. 2.000 brugere og ca. 3.500 fast installerede sendere/modtagere. Brugen af systemet blev i 1994 gjort obligatorisk ifølge det tjekkiske byggereglement på linie med en række andre tiltag for blinde.
Under mottoet ’a brighter vision for the future’ – et lysere syn på –eller i – fremtiden’ – blev IMC10, den 10. internationale mobility-konference i år afholdt i England. Arrangør var det britiske førerhundeforbund, Royal Guide Dogs for the Blind Association.
Lieve Meeus, Holland, fortalte om indsatsen for at forbedre blinde førskolebørns taktile opmærksomhed. Bl.a. lagde man stor vægt på at indbygge overraskelser til børnene, så det var sjovt for dem at deltage. Fx viste hun en kasse, hvor man skulle putte de rigtige klodser i de rigtige huller – men trykkede man ekstra hårdt, sprang klodserne op igen, fordi der var en fjeder i bunden af nogle af hullerne i kassen.
Helina Hirn, Finland underviser førskolebørn i den tidlige brug af taktile kort. En af hendes metoder et tæppe syet sammen af forskellige materialer, hvor hun gemte en bamse. Bamsens placering på tæppet var markeret på en mini-udgave af tæppet lavet af samme materialer som det store tæppet. Mini-udgaven fungerede på den måde som et taktilt skattekort.
Tjekkiets Geodætiske Institut har nu i et par år tilbudt smidig og hurtig produktion af taktile kort på basis af elektroniske kortdatabaser. Kortudsnittet redigeres på computer og produceres enten på svulmepapir eller i plast på basis af computerstyret udfræsning af en matrice.
Showtime: Sjov swingende synskonsulent stepper storartet! Christina Langström, Finland, har i fire år undervist blinde og svagsynede i at steppe. Hun oplever, at det forbedrer deres styrke, koordination og kropsopfattelse og dermed deres mobilityfærdigheder. Hun er p.t. i gang med en undersøgelse af, om en sådan effekt kan dokumenteres. I mellemtiden, siger hun, skal man huske, at også synshandicappede har lov til at gøre noget, bare fordi det er sjovt!
Shirley Evers-Buckland, Australien viste et system, der trænede udnyttelsen af det aktive synsfelt hos personer med hemianopsi (halvsidigt synsfeltudfald). I undervisningstiden placeres en måler på personens nakke, som bipper, når hovedet er drejet langt nok til enten højre eller venstre til, at skanningen af omgivelserne er dækkende.
Ritta Kangasaho fra den finske specialskole for synshandicappede i Jyväskyla fortalte om oprettelsen af en 10. klasse på skolen. Også i Finland er de fleste elever enkeltintegrerede i almindelige skoler, men mange vælger at tage et år eller flere på specialskolen, især i overbygningsklasserne. Ud af 600 blinde og svagsynede elever i skolealderen er der fx i ’99/2000 48 elever på specialskolen, som er en kostskole. Undervisningen lægger stor vægt på praktiske fag; en vigtig del er erhvervspraktik, mindst to uger i efterår og forår. Mange elever får senere et sommerferiejob der, hvor de har været i praktik.
William Jacobson, USA fortalte om brug af målrettede afslapningsteknikker som en del af forberedelsen af kursisten i mobilityundervisningen. Mange kursister oplever undervisningen som belastende, men med bedre stresshåndtering kan undervisningen både blive mere effektiv – og mindre belastende.
Rent fagligt har den danske synsrehabilitering meget at byde på, så forhåbentlig er der mange danske foredragsholdere med, når IMC 11 afholdes i Sydafrika i 2003 – og året før, når Vision 2002 afholdes i Göteborg.
Ifølge den amerikanske handicaplovgivning ADA (Americans with Disabilities Act) er virksomheder og organisationer forpligtet til at sikre, at de er tilgængelige, hvis det kan klares med “rimelige tilpasninger”. Med baggrund i loven lagde organisationen NFB (National Federation of the Blind) sidste år sag an mod den store amerikanske internetudbyder AOL (American On-Line), fordi deres netsted ikke var tilgængeligt for blinde. Sagen er nu som forventet afsluttet uden at have været for retten. AOL har lovet at sørge for, at den kommende version af deres program – som er på trapperne – er tilgængelig for blinde brugere. NFB understreger, at de ikke har opgivet sagen, men blot givet AOL ekstra tid til at løse problemet. Hvis den nye version ikke lever op til løfterne, kører sagen igen.
Øjenlæge dr.med. Mette Warburg har udarbejdet en vejledning, der beskriver, hvor ofte udviklingshæmmedes syn bør undersøges. Vejledningen henvender sig til kontaktpersoner for udviklingshæmmede, fx forældre eller pædagogisk personale og fortæller også, hvem der kan foretage synsundersøgelserne.
Både danske og udenlandske erfaringer viser, at det er vigtigt at være særligt opmærksom på udviklingshæmmedes syn. Ofte kan en udviklingshæmmet ikke selv forklare, at der er noget galt med synet – eller er måske ikke selv klar over, at der er noget galt, og at det kan blive bedre. Endvidere har nogle udviklingshæmmede syndromer, der også indebærer øget risiko for nedsat syn. Mange udviklingshæmmede har derfor et langt dårligere syn, end de behøvede at have; i mange tilfælde kan problemet simpelthen løses ved hjælp af briller.
Vejledningen giver enkle og konkrete anvisninger på, hvordan man bør forholde sig, og indeholder desuden relevante adresser og telefonnumre.
Vejledningen bringes i september i tidsskriftet LeV. Ekstra eksemplarer kan bestilles gratis hos Videncentret.
ÆldreForum har i juni udgivet hæftet “Ældre & syns- & hørenedsættelser”, en lille bog med praktiske oplysninger både til den ældre selv og til hans eller hendes familie samt til medarbejdere i social- og sundhedssektoren, der gennem deres arbejde får kontakt med ældre, der har syns- og eller hørenedsættelse.
Det primære formål med bogen er “at bidrage til større forståelse for syns- og hørehæmmedes særlige vilkår samt at øge kendskabet til de mange tilbud, der kan afhjælpe konsekvenserne af syns- og hørenedsættelser.” Bogen beskriver udbredelse og årsager til syns- og hørenedsættelser og fortæller, hvordan omgivelserne kan bidrage til at afhjælpe nogle af konsekvenserne.
“Ældre & syns- & hørenedsættelser” er udgivet på tryk og på lydbånd. Lydbånd kan lånes via Danmarks Blindebibliotek eller kan i begrænset omfang fås hos ÆldreForums sekretariat. Senere vil hæftet desuden blive lagt ud på ÆldreForums hjemmeside. Oversigten over publikationer er på adressen: www.aeldreforum.sm.dk/publindex.htm.
Bogen kan bestilles gratis hos ÆldreForum på tlf. 33 95 50 10, fax 33 92 87 55, eller via e-post al-forum@sm.dk
Seksuelle følelser og lyster er et fundamentalt element i alle menneskers liv. Det gælder naturligvis også mennesker, der er svært handicappede, men omstændighederne kan gøre det vanskeligt eller umuligt for dem at udleve denne del af deres liv. Mange har brug for aktiv hjælp og støtte fra pædagogisk personale eller andre, men ofte undgår personalet emnet, fordi de synes, det er for svært at håndtere.
Det er bagrunden for, at foreningen LeV nu har udgivet hæftet “Kunsten at turde”, som giver praktiske oplysninger, eksempler og inspiration til at tage fat på emnet. Hæftet er udarbejdet på baggrund af et pædagogisk speciale om udviklingshæmmedes seksualitet, men “Kunsten at turde” omhandler også andre handicapgrupper, som kan have samme behov for hjælp.
Emnet formidles meget flot og bygger i stort omfang på samtaler med handicappede og pædagoger, som fortæller om deres personlige overvejelser og oplevelser. Der er også en samtale med en prostitueret, som har mange handicappede kunder, med seksualvejledere, og med en kvinde, der i to år havde et firma, der syede lækkert undertøj til handicappede. I hæftet gives også tips og ideer til aktiviteter, faglitteratur, videoer m.m.
Samtidig er Socialministeriet på ved med en ny vejledning om handicappedes seksualitet til erstatning for den eksisterende vejledning fra 1989, som er blevet kritiseret for i for høj grad at fokusere på udviklingshæmmede; den nye vejledning, som er udarbejdet af Formidlingscenter Øst, udvides til også at omfatte bl.a. fysisk handicappede og demente. Vejledningen er til høring nu og forventes klar til oktober.
Kunsten at turde koster 30 kr. porto og bestilles hos:
LeV
Kløverprisvej 10 B
Box 5019
2650 Hvidovre
Tlf.: 36 35 96 96
Fax: 36 35 96 97
E-post: lev@lev.dk
Sidste frist for tilmelding til temadagen “Det blinde barns vej mod skriftsproget” er 13. september. Temadagen handler om begynderpunkt og “før-punkt”, foredragsholder er synspædagog Randi Rusten fra Tambartun Kompetansesenter. Arrangementet afholdes på Hindsgavl Slot ved Middelfart, deltagelse koster 350 kr. (inkl. frokost).
Kontakt Annette Hauge, Videncentret, hvis du vil have tilsendt program eller tilmelde dig temadagen.
Den amerikanske kvindelige løber Marla Runyan (31) har flere gange vundet guld i handicap-OL, men i år deltager hun som formentlig den første blinde deltager nogensinde i det generelle OL. Runyan er med på det amerikanske 1500 m-hold. Hun har Stargardts sygdom, det vil sige, at hendes centrale synsfelt er beskadiget. Hun har tidligere sikret sig gode placeringer i USA som syvkæmper (100 m hækkeløb, kuglestød, højdespring, 200 m sprint, længdespring, spydkast og 800 m løb).
Kilder: Politiken, The Times (UK), m.fl.
“Blændværk - af usete drømme” bygger på mit afgangsprojekt fra Danmarks Designskole, linien for kommunikation, maj 1999. Projektet er et idé-oplæg til et udstillingskoncept, der indholdsmæssigt og udtryksmæssigt tager udgangspunkt i blindes drømme.
Projektet har nu fået støtte af Kulturministeriets Udviklingsfond, så det har været muligt at forbedre og forberede projektet til en udstilling på Blindeinstituttet her i efteråret.
“Blændværk – af usete drømme” er et udsnit og en skitse af et større udstillingskoncept, der dog har en umiddelbar oplevelseskvalitet, der kan stå alene. Udstillingen forklarer projektet og sætter fokus på blinde og svagsynedes adgangsforhold til kulturlivet. Projektet er et nyt bud på en anderledes udstillingsform, både i almen udstillingssammenhæng og i udstillingssammenhænge for blinde og svagsynede.
Projektet er i første omgang udviklet for og henvendt til blinde og svagsynede, men er også relevant for normaltseende. Projektet åbner for en vigtig dialog med den seende målgruppe, idet det udfordrer andre sanser end den visuelle og giver mulighed for at “begribe” et blindt univers på en positiv måde og have en ligeværdig og fælleskulturel oplevelse sammen med blinde og svagsynede. “Blændværk” kan opleves af alle og taler til den enkeltes mentale billedunivers.
Udstillingen har karakter af at være et lydværk og en iscenesat drøm, hvor publikum er aktive gæster, der navigerer i et udstillingsrum via lyd og egen intuition. Et interaktivt oplevelsesrum der står i modsætning til, hvordan man traditionelt indretter rum og udstillinger for blinde, idet der normalt tænkes i rette linier og kronologisk rækkefølge. De visuelle informationer er fjernet og er erstattet af lyd, orientering, bevægelse, form og masse. Alt er hvidt i hvidt, og den seende må, som den blinde, føle, bevæge og lytte for at opleve. Den seende kan yderligere blændes af med tætsiddende, sandblæste briller, der giver én en illusion af at være så svagsynet, at kun lysforskelle kan anes i det gråhvide ingenting.
Projektets indhold og form er blevet til på baggrund af en grundig research blandt blinde i Danmark og internationalt, specifikt med hensyn til kunstformidling for blinde og svagsynede. Forarbejdet har også omfattet interview med søvnlaboratoriet på Glostrup Sygehus og med blinde enkeltpersoner omkring deres drømmeoplevelser. Undervejs har der været en løbende dialog med Videncenter for Synshandicap samt repræsentanter fra den brede målgruppe.
En vigtig repræsentant fra den blinde målgruppe er komponist og musiker Hardy Macko, der har udviklet projektets lydside på baggrund af egne drømmeerfaringer samt de overordnede drømmebegreber, der var karakteristiske for de interviewede blindes oplevelser.
Hardy har hidtil beskæftiget sig indgående med filmmusik, musicals og lydeffekter, der oftest fordrer, at han tænker “visuelt”. I “Blændværk” har Hardy tænkt blindt, og han har skabt nogle smukke lydillustrationer, der illustrerer såvel et indre som et ydre drømmeunivers. Hardy Macko er desuden cand. mag i musik og samfundsfag.
Tekst og foto:
Designer Lene Sørensen
“Blændværk – af usete drømme” kan opleves på Instituttet for Blinde og Svagsynede, Rymarksvej 1, 2900 Hellerup fra den 14. september til den 5. oktober 2000. Åben mandag til fredag kl. 9-16.
Ønsker du yderligere informationer eller materiale, kontakt Lene Sørensen, tlf. 35 83 45 18, e-post: ls@kontrapunkt.dk
Mange forsøgsprojekter resulterer i værdifulde erfaringer –både om, hvad der fungerer godt, og hvad der fungerer mindre godt. Men ofte når de indsamlede erfaringer kun ud til nogle få, selv om de er relevante for en langt større målgruppe. En række danske forsøgsprojekter inden for specialrådgivningen formidles imidlertid nu til en større kreds i temahæftet “Specialrådgivning. Projektveje til udvikling og forandring”.
Projekterne har blandt andet handlet om hjælp til familier med handicappede børn, pasning af handicappet ægtefælle, oprettelse af tværfaglige teams, oprettelse af koordinatorfunktion, integration på uddannelsesområdet og arbejdsmarkedkedet m.m. Resultaterne belyses gennem samtaler med projektmedarbejdere og med de inddragne borgere og familier. I forbindelse med beskrivelsen af de enkelte projekter tages også aspekter op, som gælder for projektarbejde generelt. Det gælder fx det tomrum, der kan opstå, når et projekt er slut, og den forstærkede indsats måske trappes ned igen, eller den generelle “projekt-træthed” hos beslutningstagere og deltagere, som kan skyldes dårlige erfaringer fra tidligere projekter samt frygt for forsinkelser og øget arbejdspres, fordi der måske i det daglige ikke er sat tilstrækkelig meget tid af til projektet.
Ud over de 70 sider med grundig information lægger temahæftet op til yderligere læsning, idet der gives masser af henvisninger til rapporter og andet læsestof, hvis man vil vide mere om et givet emne eller projekt.
Hæftet er udgivet af Center for Små Handicapgrupper (CSH), som er en selvejende institution under Socialministeriet. Det henvender sig især til medarbejdere i amtslige og kommunale forvaltninger, institutioner og projekter, men vil også være relevant for private borgere og organisationer og på uddannelser inden for det sociale eller pædagogiske område.
Temahæftet fås gratis ved henvendelse til:
CSH Århus
Vesterport 3, 3. sal
8000 Århus C
Tlf.: 86 76 30 22
Fax: 86 76 31 66
E-post: csh@csh.dk
Netsted: www.csh.dk
Udstillingen “Dialog i mørke” er en sanseudstilling, hvor de besøgende oplever et rum i totalt mørke. I det mørklagte rum er der en række forskellige oplevelser eller miljøer, som taler til de øvrige sanser.
De besøgende ledsages gennem installationen af blinde og svagsynede guider. “Dialog i mørke” bygger på en ide af tyskeren Andreas Heinecken.
Efter premieren i Tyskland har konceptet været realiseret på mere end 50 udstillingssteder i Europa og Canada.
Udstillingen har nu nordisk premiere med en opsætning på det finske videnskabscenter Heureka i Vanda uden for Helsinki. Udstillingen åbner den 1. november 2000, og lyset forbliver slukket til den 11. marts 2001.
Måske kan udstillingen tjene som inspiration for de nordiske museumsfolk, der mødes til konferencen “Museer för alla” i Helsinki 20.-21. november. Arrangørerne har i hvert fald i programmet opfordret deltagerne til et besøg på Heureka. Konferencen sætter fokus på museernes tilgængelighed for handicappede og er den første nordiske konference om emnet.
Videncentret har yderligere oplysninger om flere af arrangementerne, kontakt Dorte H. Silver. På hjemmesiden home.swipnet.se/macula-lutea findes der desuden en omfattende oversigt over begivenheder inden for specialrådgivningsområdet, som vedligeholdes af Harry Svensson, Tomteboda Resurscenter i Sverige.
Et udvalg af nye artikler i tidsskrifter, som Videncentret abonnerer på. Medmindre der står andet, er der tale om tekster i almindeligt tryk (“sort”). Hvis man vil læse hele artiklen, kan man enten skaffe tidsskriftet hjem via sit bibliotek eller henvende sig til Videncentret.
Et udvalg af nye bøger, rapporter m.m. i Videncentrets bibliotek, opstillet alfabetisk efter titel. Medmindre der står andet, er der tale om tekster i almindeligt tryk (“sort”). De fleste tekster vil kunne bestilles på biblioteket, hos boghandleren eller hos udgiveren. Hvis dette ikke er muligt, kan bøgerne lånes hos Videncentret.
På FN’s omfattende netsted er der bl.a. en oversigt over FN’s aktiviteter, projekter og publikationer vedr. mennesker med funktionsnedsættelser. Undet linket “Priority theme: accessibility” er der fokus på tilgængelighed. Her er der blandt andet link til “Design Manual for a Barrier-free Environment” – en vejledning om tilgængelighed i det fysiske miljø, herunder elementer som skiltning, gadeinventar m.m. Der findes også vejledninger til praktikere, som skal implementere FN’s retningslinier, herunder fx ’FN’s Standardregler om lige muligheder for handicappede’, som bl.a. Danmark har tiltrådt. Adressen for netsted om handicap er: www.un.org/esa/socdev/enable.
Foreningen American Council for the Blind, USA, har lanceret ACB Radio, som udsendes via Internettet. For at høre med skal man have installeret enten Real Audio 7 eller Winamp, begge programmer er gratis og kan downloades via ACB’s hjemmeside.
ACB Radio sender en række forskellige radioprogrammer, som alle er produceret af blinde medarbejdere. Ud over at høre, hvad der sendes lige nu, mens man er logget på, kan man gå i arkivet og findes tidligere udsendelser frem. Arkivet findes under linket ’Shows on demand’, som vises på alle sider under ACB Radio.
ACB tilbyder tre stationer: ’Mainstream’ om nyheder og aktuelle emner, ’Treasure Trove’ (skatkisten) med radioteater og ’Radio Cafe’ om musik. En ny tilføjelse i Radio Cafe er ’Whole note’, et program om blinde musikere. Til Whole Note er også knyttet et ’chatroom’ (et internetmøderum)
ACB Radio findes på adressen www.acb.org/acblive/
Nyhedsbrevet ’e-access bulletin’ er et nyt elektronisk tidsskrift, der udkommer en gang om måneden med kort nyt om tilgængelighedsspørgsmål inden for det elektroniske område, fx Internettet, betalingskort m.m. Det første nummer udkom i januar i år. Månedsbrevet udgives af Headstar, et forlag, der har specialiseret sig i elektroniske udgivelser, online begivenheder og IT-nyt. Hovedsponsoren for tidsskriftet er det britiske blindeinstitut RNIB (Royal National Institute for the Blind). Abonnement er gratis og kan tegnes via hjemmesiden. Her kan man også se de hidtil udkomne numre (med et par måneders forsinkelse). Juninummeret handler bl.a. om spil, talende browsere og kunstigt syn.
Adresse: www.e-accessibility.com