|
Synshandicap nr. 3, september 2000
AOL og ADA
Ifølge den amerikanske handicaplovgivning ADA (Americans with Disabilities Act) er virksomheder og organisationer forpligtet til at sikre, at de er tilgængelige, hvis det kan klares med “rimelige tilpasninger”. Med baggrund i loven lagde organisationen NFB (National Federation of the Blind) sidste år sag an mod den store amerikanske internetudbyder AOL (American On-Line), fordi deres netsted ikke var tilgængeligt for blinde. Sagen er nu som forventet afsluttet uden at have været for retten. AOL har lovet at sørge for, at den kommende version af deres program – som er på trapperne – er tilgængelig for blinde brugere. NFB understreger, at de ikke har opgivet sagen, men blot givet AOL ekstra tid til at løse problemet. Hvis den nye version ikke lever op til løfterne, kører sagen igen.

|