Videncenter for Synshandicap

Synshandicap nr. 3, oktober 1999

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side

En tegnet saks med øjne i fingergrebeneSet og sakset

Kontroversiel debat om etik og handicap

Mens man i Danmark – og i mange andre lande – diskuterer de mulige konsekvenser af, at det nu er muligt at teste for en lang række sygdomme og genetiske afvigelser hos ufødte børn, er den australske forsker Peter Singer gået langt videre. Han argumenterer for, at det bør betragtes som moralsk acceptabelt for forældre – i samråd med en læge – at slå både fostre og nyfødte børn ihjel, hvis barnet har alvorlige funktionsnedsættelser, som efter forældrenes og lægens vurdering drastisk forringer dets livskvalitet.

Singer mener ikke, der er noet moralsk forkasetligt ved at slå hverken fostre eller spædbørn ihjel, da hverken et foster eller et spædbarn har begreb om en fremtid og derfor heller ingen forestilling om, hvad de mister.

Singer er fra Australien og har skrevet en del bøger om bioetik, som er oversat til en lang række sprog. Han er for nylig blevet ansat som forsker og underviser ved Princeton Universitet i USA, hvilket har affødt voldsomme protester fra handicaporganisationer og andre, som mener, at hans synspunkter er farlige.

Den 12. oktober afholdt universitet en offentlig debat mellem Singer og professor Adrienne Asch om Singers synspunkter, hvor Asch skarpt kritiserede både Singers forskning og hans menneskesyn.

Debatten er optaget på video og kan ses på universitetets hjemmeside, adressen er www.princeton.edu/WebMedia/special/index.shtml. Her er en liste over foredrag m.m. på universitetet, Singer-debatten står i øjeblikket øverst på listen. Man kan vælge mellem at se en videooptagelse af debatten (kræver programmet Real Video, som kan hentes gratis på Internettet) eller blot at høre lydsiden (kræver programmet RealAudio, som ligeledes kan hentes gratis på Internettet).

Motorsport for blinde – også i Danmark

Vi skrev i sidste nummer af Synshandicap om englænderen Steve Cunningham, som i august ville slå den eksisterende hastighedsrekord for blinde motorkørere. (Vi har desværre endnu ikke fundet ud af, om hans forsøg lykkedes!)

Men også i Danmark er der muligheder for synshandicappede, der gerne vil bag rattet. I juni inviterede Dansk Blindesamfunds Sydsjælland-kreds sine medlemmer til kørestævne på Køreteknisk Anlæg i Toksværd. Seks tog imod tilbuddet og fik en tur sammen med en kørelærer fra Byens Køreskole. Turen foregik i køreskolens vogne, så kørelæreren havde mulighed for at gribe ind. Tre af de seks deltagere havde tidligere været bilister, tre havde aldrig før siddet bag et rat. Alle klarede skærene, selv om nogle vist nok af uindviede ville være blevet mistænkt for spirituskørsel.

Kilde: Næstved Tidende


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 3, oktober 1999" som kapitel 14 af 14

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH031999/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004