Videncenter for Synshandicap

Synshandicap nr. 3, oktober 1999

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til nęste side

Nye tidsskrifter

Uge 32 i 1999 skulle stå Aktivitetslejrens tegn på Bredegaard. Den forløbne sommer havde været helt fantastisk rent vejrmæssigt, og det var jo spændende, om solen kunne holde sig skinnende bare fem dage til!

Mandag klokken 14 begyndte lejrdeltagerne at dukke op fra nær og fjern – alle med forventninger om nogle gode oplevelser. Der var kendte ansigter og også nye personer, som havde lyst til at prøve noget lidt andet, end man ellers prøver på en sommerferie.

I år havde man besluttet, at deltagerne selv skulle prøve at slå telte op, og efter en times tid havde alle tag over hovedet. Det var vel nok godt – for nu begyndte det at regne i stride strømme. Vores nye tipi blev taget i brug til den første samlingsstund, hvor vi snakkede lidt om ugens program og andre praktiske ting.

Tegning af en lille regnsky

Så fulgte vores “Tour de telte”, hvor vi i samlet trop gik fra telt til telt og hørte, hvem der boede der, og blev beværtet med alt lige fra øl i medicinglas til miniostemadder.

Alle vores aftensmåltider foregik ved bålpladsen, hvor det meste af maden blev tilberedt. Der var mange opgaver, der skulle løses, inden vi kunne sætte os til bords og nyde kyllingelårene, koteletterne, bøfferne, pølserne, burgerne samt laks og sild.

Hver morgen efter morgenmaden samledes vi ved flagstangen og sang flaget til tops for en ny dag. Ved fælles hjælp gennemførte vi et dagligt morgengymnastikprogram, og dagens aktiviteter blev repeteret. Om aftenen – omkring klokken 20 –skulle Dannebrog stryges, igen til en af de dejlige danske flagsange.

Tegning af en fiskestang

Udfordringerne var store undervejs – mange ting skulle prøves for første gang, men de fleste var friske til at prøve nye ting. Fx var vi ude at sejle i kano på Mølleåen – en dejlig solrig dag, hvor regnen først kom, da kanoerne var blevet trukket op af vandet. Den traditionelle fisketur foregik på kutteren Tina, hvorfra vi fangede masser af sild og nogle torsk. Det var et godt supplement til festen om aftenenen, hvor menuen hed “Alt godt fra havet”.

Naturpladsen med de mange spændende indretninger, som man kunne gå, kravle og gynge på, var en helt ny ting, som skulle prøves, alt imens store dele af verden ventede på solformørkelsen.

Vejret – ja, det kunne have været værre, men også på dette område fik vi prøvet nogle grænser af, når vi skulle klare at lave mad og spise i silende regn. De mange friske ledsagere tog nogle hurtige initiativer og fik overdækket spisebordene med de på institutionen forhåndenværende solparasoller, og det hjalp meget, så de utallige byger ikke fik lov til at spolere noget. Vores nye tipi, som Friluftsrådet har givet os midler til at indkøbe, gav også mulighed for, at vi kunne sidde i tørvejr og have lejrbål med bålkaffe og hygge.

På Bredegård forsøger vi at give en gruppe mennesker en oplevelse i det fri, og via evalueringsskemaerne fornemmer vi, at der er brug for oplevelser af denne slags. Vi lytter til de ideer, der kommer frem, og prøver at lave så godt et arrangement som muligt. Der skal dog lægges et stort stykke arbejde, både før, under og efter arrangementet, og der behøves flere personaleressourcer, næste gang vi holder Aktivitetslejr, som vi nu har gjort det i tre år.

Der kan afvikles Aktivitetslejr på mange forskellige måder, og det er muligt, at næste års lejr får en lidt anden form. Vent bare til efter jul – så er vi måske klar med et nyt og muligvis anderledes koncept for Bredegaards Aktivitetslejr.

Af Jane Walther Hansen Ergoterapeut, Bredegaard

Tegning af en tipi


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side  Til nęste side

Denne side indgår i publikationen "Synshandicap nr. 3, oktober 1999" som kapitel 3 af 14

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH031999/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2004