Synshandicap nr. 2, november 1998

Hvordan går det med NOAH?

Af Mette Warburg, øjenlæge dr. med.

Jotak, det går ret godt. NOAH står for Nordjyllands Amts Handicapundersøgelse. NOAH er et projekt, hvor alle udviklingshæmmede voksne i amtet får prøvet deres syn – hvis de vil.

Det kan give dejlige resultater; jeg har lige besøgt en 45-årig dybt psykotisk kvinde. Hun var voldelig urolig og ængstelig, men kunne ikke tale, så årsagerne var uklare. I forbindelse med NOAH-projektet fandt jeg, at hun havde grå stær. Personalet gjorde en kæmpe indsats for at hjælpe hende under og efter operationen. Det foregik ambulant, for alle mente hun havde det bedst hjemme. Nu – efter få måneder er hun blevet langt mere rolig. Kan selv se til at komme rundt kan spise selv og er ikke nær så bange.

Her i Nordjylland har to dygtige øjenlæger i mange år kontrolleret synet og øjnene hos udviklingshæmmede børn og voksne. Der var nok at se til, og både overlæge Ohrt og overlæge Fledelius kom ofte ud på de store institutioner, der var den gang, og hvor der var indrettet små øjenklinikker.

Da institutionerne blev nedlagt i 1980, og boenheder, bofællesskaber og pensionater blev udbygget, brugte de personer, der boede dér, deres egen læge, hvis de blev syge. De store centralsygehuse overtog det lægelige ansvar (især for børnene), og de to øjenlæger passede deres øjenafdeling, men kom ikke længere ud til de personer, de tidligere havde behandlet – for det var meningen, at de ligesom alle andre skulle bruge den lokale øjenlæge, når de havde brug for ham eller hende.

Det gik ikke ret godt. Det er svært at vide, hvor godt andre ser, og hvis synet langsomt bliver dårligt, vænner man sig til det og tror, at alt er ved det gamle. Derfor kom de voksne udviklingshæmmede kun yderst sjældent til øjenlæge. Alligevel har det nu vist sig, at blandt de først undersøgte 500 udviklingshæmmede voksne havde 98 brug for briller. I de andre amter er der heller ingen automatisk synsprøve, lige med undtagelse af Københavns amt, hvor der er en øjenklinik oprettet netop til udviklingshæmmede, fordi det kunne vises, at netop de havde stort behov for behandling.

Synsundersøgelserne

I Nordjyllands amt blev det bestemt, at alle udviklingshæmmede voksne skulle have tilbud om en øjenundersøgelse, men da det drejer sig om 1000 mennesker, ville det tage alt for lang tid, hvis alle – både de, der havde et problem, og de, der havde godt syn – skulle have en fuldstændig øjenundersøgelse. Det ville nemlig betyde en undersøgelse, der alt i alt ville tage en time for hver.

Derfor blev det bestemt, at alle i det mindste skulle tilbydes en synstest og en brillebestemmelse. Den indledende synstest og brilleudmåling kan kaldes en screening, det vil sige en inddeling i dem, der så godt, og dem, der havde en synsnedsættelse. Kun de mennesker, der havde dårligt syn, skulle deltage i den efterfølgende fuldstændige øjenundersøgelse.

Dårligt syn

Ved den "rigtige" øjenundersøgelse blev udstyret til en hel øjenklinik pakket ned i min personbil og derefter stillet op på det beskyttede værksted eller dagcenter, hvor undersøgelserne skulle finde sted.

Der blev skrevet briller ud til dem, der havde behov for dem, hvis personalet mente, de var i stand til at bruge dem. De personer, der havde andre øjensygdomme, blev henvist til hospital. Det kunne fx være personer med stær, som kan opereres, eller personer, der skulle have udvidede højt specialiserede undersøgelser.

I dag er halvdelen af arbejdet færdigt. Halvdelen af alle brugere behøvede kun en screening, fordi synet var godt nok, men den anden halvdel – 255 personer indtil videre – havde problemer (48 ønskede ikke at deltage). To hundrede havde oprindeligt dårligt afstandssyn, men halvdelen manglede kun briller, og der blev skrevet briller op til dem, der havde behov for at se bedre. Andre 40 havde godt afstandssyn, men var blevet så gamle, at de skulle have briller til at se på kort afstand. De havde det som enhver anden over 45 år, der ikke længere kan se til at sy eller se på billeder i bladene; "armene var blevet for korte". 

De brugere, der kunne lide at sidde med noget i hænderne, fik en brillerecept, mange blev stolte og glade for brillerne, og langt de fleste brugte dobbelt-fokus-glas, så de altid var sikre på at have de rigtige briller.

Tilbage var 102 personer med forskellige øjensygdomme. Det almindeligste var grå stær. Det bliver i dag opereret med indlæggelse af en kunstig øjenlinse, når synet er passende nedsat. Nogle var blevet opereret i gamle dage, og andre er blevet opereret med moderne teknik. Det er gået godt i de allerfleste tilfælde, fordi personalet har været omkring brugeren hele tiden i begyndelsen, så han eller hun ikke fik fingrene i det nyopererede øje. Der er nogle voksne med grå stær tilbage, hos hvem synet indtil videre godt nok. De får at vide, at de skal gå til kontrol.

Der var også mange, der havde synsnedsættelse på grund af synsnervesvind. I de tilfælde er det vigtigt, at personalet og de andre brugere bliver klare over, at de skal tage hensyn. Personalet kan også have brug for instruktion i at forholde sig mest praktisk over for folk med nedsat syn. Derfor har mange pædagoger deltaget i videreuddannelsesmøder, hvor de har hørt om pædagogisk behandling af synshandicap og om de øjensygdomme, det drejer sig om.

Undertiden var personalet ikke sikker på, om en bruger så godt eller ej. Det forekom især, hvis brugeren var nærsynet, for så kunne han eller hun se til alt det arbejde, værkstedet udførte, og det var ikke nemt at vide, hvor langt væk han eller hun kunne se. Øjenundersøgelsen kunne give svaret og i reglen også forbedre synet med briller.

Der var ca. 20 brugere, som tilsyneladende havde fine øjne, men som ikke brugte synet særlig godt og i hvert fald kun brugte synet, når det passede dem selv. De havde sandsynligvis kun dårlig forståelse for, hvad de så på, medmindre det var meget kendte genstande eller personer. De havde med andre ord en forståelsesmæssig synsnedsættelse, det man kalder cerebral synsnedsættelse. Også i disse tilfælde er en specialpædagogisk holdning virksom.

Fremtidens øjenkontrol

De 17 år, der er gået uden øjenkontrol, har haft en meget uheldig virkning, og det er godt, at Nordjyllands amt som det første amt  sætter ind med undersøgelser og behandling. Det er nu en gang lettere at klare sig, når man ser godt! I fremtiden ville det være en fordel, hvis synet blev kontrolleret med faste mellemrum, så der ikke igen blev opbygget et stort behov, men alle kunne få behandling når de trængte til det.

Derfor vil det være en god idé, at alle udviklingshæmmede, som i skolen havde fået konstateret synsnedsættelse eller brillebehov, blev fulgt af den lokale øjenlæge. Hvis de flytter, bør det sted, de flytter hen, have besked om, at her er en person, der skal have regelmæssig synskontrol. Alle voksne bør have en synsprøve, når de er 45 år og hver femte år derefter. Personer med Downs syndrom bør dog også gå til øjenlæge, når de er omkring 30 år, for de har risiko for at få grå stær tidligere end andre.

Denne side er kapitel 3 af 9 til publikationen "Synshandicap nr. 2, november 1998".

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH021998/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2005