Synshandicap nr. 1, maj 1998
Hold øje med dit barns syn
Det er altid vigtigt at opdage synsproblemer hos børn så tidligt som muligt. Vel er sundhedsplejerske, egen læge og skolesundhedsplejen opmærksomme på børnenes sanser, men det er ikke altid nok. Det er vigtigt, at også forældrene er opmærksomme på de signaler, som kan betyde begyndende synsproblemer hos barnet. Børn kan som regel ikke selv forklare, at de har synsproblemer; men små ændringer i børns adfærd kan skyldes et begyndende synsproblem (bl.a. hovedpine, sammenknebne øje, at barnet rykker tæt på tv'et).
I hæftet "Værd at vide om dit barns øjne og syn" (20 sider) udgivet af Profil Optik findes en checkliste over symptomer, som voksne bør være opmærksomme på. Desuden indeholder hæftet små afsnit om synets udvikling hos børn, synet i førskolealderen, synet i skolen, det normale øjes funktion, nærsynethed, langsynethed, skelen, bygningsfejl, dovent øjne og lidt om børnebriller. Hæftet slutter med den sjove historie om "Kaptajn Klap og de hemmelige tegn" - en klassisk historie, som kan bruges til at afsløre nedsat syn.
Hæftet giver i et klart sprog grundlæggende information om barnets øje og syn. Et godt supplement til hjemmets, daginstitutionens og skolens sikkert i forvejen pæne samling af sundhedsoplysende materiale. Hæftet fås i Profil Optiks butikker. Pris 12 kr., men flere butikker udleverer også hæftet gratis.
BNJ