Synshandicap nr. 1, maj 1998

Dansk handicapforskning en mangelvare

Af Bendt Nygaard Jensen

Et samarbejdsmøde arrangeret af Lunds Universitet afslørede igen manglen på koordineret dansk handicapforskning.

Handicapforskningen i Sverige står i øjeblikket stærkt med flere regionale forskningscentre ved bl.a. universiteterne i Uppsala, Stockholm, Linkjöping og Lund. Forskningsindsatsen er derved koncentreret i regionerne med udgangspunkt i det regionale universitet.

Dannelsen af forskningscentre betyder også, at det er lettere at få forskere gjort interesseret i handicapforskning, som ellers traditionelt er et lavinteresseområde på de højere læreranstalter.

Regionalt samarbejde?

Forskningscentret ved Lunds Universitet indbød danske forskere og forskningsinteresserede til et orienterings- og samarbejdsmøde om handicapforskningen i et Øresundsuniversitet (samarbejdet mellem sydsvenske og sjællandske universiteter og forskningsinstitutter).

Mødet fandt sted på Københavns Universitet den 16. marts, der deltog repræsentanter fra Lunds Universitet samt ca. 40 interesserede fra Danmark. Københavns Universitet var kun repræsenteret med 3-4 forskere, og Roskilde Universitetscenter var slet ikke repræsenteret. Øvrige deltagere var fra Københavns Amt, Københavns kommune, Frederiksberg Kommune, Kennedy Instituttet, forskellige videncentre, Socialministeriet, Hjælpemiddelinstituttet, LEV samt privatpersoner.

Det var typisk, at forskerne var underrepræsenteret, mens der deltog mange, som ønskede forskning. Som chefkonsulent Frank U. Jørgensen fra LEV klart udtrykte det i debatten, er det dansk handicapforskning i en nøddeskal. Mange fra feltet (fagpersonale, de handicappede selv, brugerorganisationer, videncentre, amter, kommuner og pårørende) efterspørger forskningsaktiviteter, men forskningsindsatsen er minimal. Der er ikke incitamenter for hverken unge eller etablerede forskere til at blive handicapforskere. Forskningsfriheden, karrieremulighederne og strukturen i dansk forskningspolitik fremmer ikke forskning på området.

Ingen dansk profil

Samarbejdsmødet afslørede med al tydelighed, at organiseringen af handicapforskningen i Danmark er fraværende. Vel er der spredte forskningsaktiviteter især på de medicinske fakulteters område og på hospitalerne, som kan betegnes som handicapforskning. Men det typiske er, at der ikke eksisterer tværvidenskabelige forskernetværk, at forskningsrådene ikke prioriterer handicapforskning, og at de berørte ministerier og regeringen ikke har en markant profil og målsætning med hensyn til forskning på området. Det eneste aktuelle eksempel på initiativ er etableringen af Forsknings- og Udviklingscentret for Hjælpemidler og Rehabilitering.
Der er oprettet videncentre på handicapområdet, men videncentrene må udtrykkeligt ikke bedrive forskning. Det er derfor klart nok, at det er de allerede eksisterende forskningsinstitutioner, som har mulighederne og ansvaret for handicapforskningen.

Doktorskole?

I feltet foregår en del udviklingsarbejde og projekter, men dette er typisk uden forskningsmæssig ekspertise. Hvis udviklingsarbejdet skal have forskningsmæssig substans, kræver det, at feltet inddrager forskere; men hvor findes de motiverede forskere?

Alternativt kunne det være en ide at etablere et forsøg med en forskeruddannelse af faglige personer fra praksis. Lars von der Lieth fra Københavns Universitet har tidligere udarbejdet et notat om en "doktorskole" som en mulig konstruktion. Ideen er, at fagfolk på handicapområdet tilbydes en Ph.D.-uddannelse, som ikke er rettet mod karriere på højere læreranstalter, men mod karriere i social- og sundhedssektoren i form af kompetence til at lede egentlige forskningsprojekter. Ideen er spændende som et alternativ til oprettelse af handicapforskningscentre i det etablerede forskningsmiljø.

Forskningscenter i Lund

Anderledes stiller det sig altså i Sverige, hvor der sker en målrettet indsat for at fremme handicapforskningen inden for regionerne. HAREC, Centrum för Handikapp- och Rehabiliteringsforskning ved Lunds Universitet er center for handicapforskere fra forskellige discipliner. Der er tilknyttet omkring 100 aktive forskere(ca. 1/3 inden for medicin, 1/3 inden for samfundsvidenskab og 1/3 inden for jura, teknik og humaniora). HARECs formål er at stimulere handicapforskningen i regionen Sydsverige. Ordførende i HARECs bestyrelse er Bengt Lindqvist, som er FN's rapportør i handicapspørgsmål og udpeget af det svenske socialministerium.

Med på sidelinien

Mødet resulterede i forsigtige tilkendegivelser fra dansk side om samarbejde, men også om at samarbejdet i høj grad vil bære præg af dansk handicapforsknings tilfældighedsstatus. Alle deltagere viste interesse for at blive en del af HARECs netværk for derigennem at blive mere synlig og få adgang til informationer. Fra forskerside var der interesse for at udvikle tanken om et regionalt samarbejde i et Øresundsuniversitet specielt med henblik på at kunne tilbyde højt kvalificerende forskeruddannelser med efterfølgende karrieremuligheder ved forskningscentre eller fakulteter. Flere forskere gjorde dog også opmærksom på, at de allerede havde et skandinavisk samarbejde inden for eget forskningsområde eller medvirkede i EU-programmer.

Generelt var de danske og svenske deltagere enige om, at forskningsbehovene og -mulighederne skal synliggøres markant over for de eksisterende forskningsinstitutioner og erhvervslivet.

Antallet af handicappede er voksende i takt med, at der bliver flere ældre. Handicapforskning er derfor "fremtidssikret", som professor og forstander ved HAREC Stig Larsson udtrykte det. Den efterspørgsel på service og produkter som det allerede nu medfører, bør i sig selv være et markedssignal for såvel erhvervsforskere som akademisk forskning!

Yderligere informationer om HAREC

Besøgsadresse:
Medicinskt Forskningscentrum
Carl Gustafs väg 33, Indgång 59
S-205 02 Malmö
Sverige

Denne side er kapitel 3 af 18 til publikationen "Synshandicap nr. 1, maj 1998".

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH011998/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2005