Videncenter for Synshandicap

Synshandicap nr. 2, 1997

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side <<<<<<< .mine  Til næste side =======  Til n�ste side >>>>>>> .r24

Alternativ behandling af syn - Ny rapport fra Videncentret om udbud og anvendelse af alternative behandlingsformer

Af Bendt Nygaard Jensen

Videncenter for Synshandicap har netop udgivet rapporten "Alternativ behandling af synshandicap". Her opsamles den aktuelle viden om kommercielle alternative behandlingsformer, som tilbydes og anvendes af synshandicappede. Rapporten samler informationer og beretninger om alternative behandlingsformer, som tilbydes til og benyttes af synshandicappede. Der er således ikke tale om en forskningsrapport, som kulegraver den alternative behandling. Det har Videncenter for Synshandicap hverken bemyndigelse eller metoder til. Rapporten skal læses som en forbrugeroplysning til beskrivelse af et uoverskueligt marked, som påvirker mennesker med synshandicap, pårørende, medierne og det offentlige sundhedssystem.

Videncentret har især koncentreret indsatsen om at fremskaffe information om alternative behandlingsformer samt søgt efter dokumentation for behandlingernes effekt på synet. Rapporten beskriver således mange alternative behandlingsformer for de mest almindelige diagnoser - men der blev ikke fundet dokumentationen for virkningerne (forstået som klinisk dokumenterede undersøgelser)! På baggrund af de interviews, der er gennemført med synshandicappede brugere af alternativ behandling, hælder rapporten mest til den antagelse, at virkninger af alternativ behandling i høj grad skal søges i den enkelte brugers psykiske univers i form af tilfredshed med behandlingerne og subjektivt og individuelt oplevede forbedringer. Dette aspekt synes i højere grad at have forbindelse til de enkelte brugeres oplevelse af egen livskvalitet, mens "helbredelse" eller "mirakler  er det håb, som motiverer en synshandicappet med diagnosen "uhelbredelig øjensygdom" til selv at afprøve tilbuddet på det alternative marked.

Alternativerne til det officielle sundhedssystems diagnoser og behandlingsformer er mangfoldige og udgør i dag et selvstændigt marked med køb og salg af produkter og tjenesteydelser. Dette marked er reguleret på forskellig områder, men det er i den sidste ende den enkelte forbruger, der selvstændigt og kritisk må vurdere, om de alternative tilbud er brugbare. Det officielle sundhedssystem er i sammenligning nærmest overreguleret med hensyn til godkendelse af medikamenter, behandlingsformer og behandlernes kvalifikationer.

Det meget liberale alternative behandlingsområder lader dog ikke til nævneværdigt at bekymre kunderne. 35% af befolkningen har prøvet alternativ behandling, og der ingen grund til at tro, at mennesker med synshandicap har lavere brugsfrekvens end befolkningsgennemsnittet.

I forbindelse med alle typer af sygdomme og diagnoser eksisterer der et utal af forslag til alternative behandlingsformer. Dette gælder også i forbindelse med øjensygdomme og synsproblemer. Behandlingsformerne omfatter alt fra konsultationer hos alternative behandlere, ordinering og indtagelse af dyrt indkøbte medikamenter, der som regel skal indtages gennem lang tid eller permanent over mere spartanske former som er baseret på regelmæssig levevis, fysisk træning til de forhåndenværende søms princip. Behandlingsformerne og de forskellige produkter, som sættes i forbindelse med synsforbedringer, beskrives fyldigt i rapporten. Reklamematerialer, anbefalinger fra ugeblade og visse behandleres anprisninger minder meget om, hvordan der reklameres for slankekure, antirynkecreme, vitalitetspiller og lignende. Der sker en kraftig anprisning af metoder og produkter, der stilles positive diagnoser i udsigt - men der savnes dokumentation, undersøgelser og forskning, som kan bekræfte metodernes og produkternes fortræffeligheder. Hvis der refereres til undersøgelser/forskning, er det resultater, som ikke kan kontrolleres, eller som mangler uvildig kontrol.

Med hensyn til "mirakler" og beviser på, at synshandicap kan reduceres eller helbredes ved alternative behandlingsformer, har Videncentret ikke fundet materiale, som kan dokumentere dette. Men vi har fundet mange skriftlige og mundtlige kilder, som postulerer, at behandling og helbredelser er mulige. Materialet formidles hermed. Videncentret håber, at rapporten kan give professionelle på synsområdet samt synshandicappede et bedre overblik over området. Mange konfronteres med spørgsmål om alternative behandlingsformer, personlige opfordringer og anbefalinger samt presseomtale og annoncer. En systematisering af informationerne på dette område er en forudsætning for at skaffe kvalificeret viden. Videncenter for Synshandicap vil løbende overvåge det alternative behandlingsområde og formidle nyt om emnet.


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side <<<<<<< .mine  Til næste side =======  Til n�ste side >>>>>>> .r24

Denne side er kapitel 10 af 15 til publikationen "Synshandicap nr. 2, 1997".

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH021997/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2005