|
Synshandicap nr. 2, 1997
Det kan være svært at se
Christina Åvall-Severinsen har skrevet bogen "Det kan være svært at se" om svagsynede børn og unge. Bogen forklarer, hvad det vil sige at være svagsynet – og herunder blandt andet, hvor forskelligt synet kan være fra den ene svagsynede person til den anden. - Og at synsevnen kan variere voldsomt hos den samme person, afhængigt af situationen, fx afstand og belysning, eller om omgivelserne er kendte eller fremmede. Det er netop denne variation, der sommetider gør det svært for omgivelserne at forstå og respektere synshandicappet. Tilsyneladende ser personen jo godt nok i nogle situationer, og så skal han/hun alligevel have særbehandling i andre situationer.
Bogen giver gode konkrete oplysninger om synsevne, belysning, hjælpemidler, rådgivningsmuligheder m.m. Derudover tager forfatteren også fat på de psykiske aspekter af det at være ung og svagsynet. Forfatteren slår med det samme fast, at svagsynede ikke er ens, men har lige så forskellige personligheder som alle andre. De deler imidlertid nogle særlige livsbetingelser, som det er godt at være opmærksom på og bevidst om, så man kan give den rigtige og den nødvendige støtte - og så man ikke støtter for meget!
Forfatteren arbejder som synskonsulent i Nordjyllands Amt og har skrevet bogen på baggrund af 30 års arbejde med synshandicappede børn og unge. De praktiske erfaringer har tydeligt præget bogen, der ikke kun påpeger problemer, men samtidig giver konkrete ideer til, hvad man kan gøre som lærer, forældre, bedsteforældre m.m.
"Det kan være svært at se af Christina Åvall-Severinsen er udgivet af Dansk Psykologisk Forlag, ISBN 87 7706 1748, 85 sider, illustreret, pris 145. Købes i boghandlen.
Af samme forfatter: "Mine kammerater er anderledes - de kan se". Dansk Psykologisk Forlag 1994, ISBN 87 7706 0997. (Om blinde børn og unge).

|