Videncenter for Synshandicap

Synshandicap nr. 1, 1997

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side <<<<<<< .mine  Til næste side =======  Til n�ste side >>>>>>> .r24

Samarbejde på tværs

I Århus Amt har man etableret et samarbejde mellem Synscentralen og Driftsområdet for Voksne handicappede i amtet for at kunne tilgodese gruppen af udviklingshæmmede voksne med synshandicap. Samarbejdet udmønter sig dels i samarbejdsprojekter, dels i en overordnet dialog omkring, hvordan Synscentralen bliver bedre til at tilbyde konsulentbistand til institutioner for udviklingshæmmede, som svarer til de behov, institutionerne oplever. Omvendt drejer dialogen sig også om, hvordan institutionernes personale og driftsområdets administration bliver bedre til at udnytte Synscentralens ekspertise på synshandicapområdet. Et tilsvarende samarbejde gennemføres løbende i forhold til Driftsområdet for Børn og Unge

Særligt botilbud

Da Århus Amt skulle lave et nyt botilbud til en gruppe af voksne udviklingshæmmede med synshandicap, var man opmærksom på, at der var særlige hensyn, der skulle tages allerede i etableringsfasen. I amtet har man et byggeselskab, Kollev (udsprunget af Landsforeningen LEV, amtskreds Århus), der tidligere har lavet boliger og kommunale og amtslige bofællesskaber for udviklingshæmmede, og Kollev blev bedt om at stå for byggeriet. Men Kollev har aldrig bygget boliger til synshandicappede før, og der var behov for specialviden, når der skulle tages særlige indretningsmæssige hensyn til de synshandicappede.

Der blev nedsat en arbejdsgruppe bestående af socialkonsulenten og en fuldmægtig fra amtet, en konsulent fra Synscentralen, byggeselskabets arkitekt og forstanderen for Lyngåkollegiet, som boinstitutionen i første omgang bliver tilknyttet. Samarbejdet i gruppen beskrives positivt af deltagerne og flere nævner, at det er spændende at få øjnene op for andre aspekter end dem, man er vant til at skulle inddrage. I gruppens arbejde er indgået flere besøg på Refsnæsskolen, hvor et par af de kommende beboere kommer fra.

Når institutionen er færdig, er det meningen, at Synscentralen skal arrangere kurser for det pædagogiske personale, der bliver ansat, og institutionen skal løbende have særlig supervision fra Synscentralen. Boinstitutionen kommer til at ligge i Hinnerup ved Århus, og det er planen, at den skal være klar til indflytning i efteråret '97. I første omgang bliver der bygget otte boliger og et servicehus, men der er mulighed for senere at udbygge institutionen med yderligere to gange otte boliger.

Beboerne bliver yngre mennesker, og tilknytningen til Lyngåkollegiet vil skabe mulighed for at tilgodese deres særlige behov. Lyngåkollegiet er et botilbud for unge udviklingshæmmede, hvor man blandt andet tilbyder botræningsophold og ideen er, at de unge synshandicappede i bofællesskabet skal have mulighed for at deltage i aktiviteter med andre unge uden synshandicap.

Opbygning af synskonsulentfunktionen

På Synscentralen i Århus har man det sidste par år forsøgt at etablere en synskonsulentfunktion for udviklingshæmmede voksne. I denne forbindelse er man fra Synscentralens side blevet meget opmærksom på vigtigheden af at beskrive og justere konsulentfunktionen i samarbejde med amtets øvrige tilbud inden for området, fordi vilkårene for konsulentarbejdet inden for dette område er anderledes end synskonsulentarbejdet med andre grupper af voksne. Det nytter ikke, at synskonsulenten sætter initiativer i gang, hvis de ikke er hensigtsmæssige i forhold til institutionerne og ikke bliver fastholdt. Der er derfor nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra institutionerne, socialcentret og Synscentralen med det formål i samarbejde at beskrive og udvikle et tilbud til de udviklingshæmmede voksne med synshandicap i Århus Amt.

Ifølge socialkonsulent Lone Mose fra Århus Amts Socialcenter i Skanderborg viser erfaringen, at institutionerne for udviklingshæmmede efterspørger gode råd og supervision, og at personalet har behov for videreuddannelse inden for området. I et forsøg på at opnå en bedre koordinering mellem tilbudene til de blinde og de døvblinde beboere på institutionerne er der i arbejdsgruppen skabt mulighed for, at institutionerne selv er aktive og med til at formulere deres behov for bistand og viden.

"Tankerne i samarbejdsgruppen går for tiden i retning af, at Synscentralen sørger for at uddanne nogle nøglepersoner på institutionerne for udviklingshæmmede, der kan samarbejde med og modtage supervision fra synskonsulenten", siger forstander Hans Carl Matthiesen-Juhl, der er Synscentralens repræsentant i arbejdsgruppen.

AN


Til sidens top

Til publikationens forside.  Til publikationens indholdsfortegnelse  Til forrige side <<<<<<< .mine  Til næste side =======  Til n�ste side >>>>>>> .r24

Denne side er kapitel 7 af 14 til publikationen "Synshandicap nr. 1, 1997".

Publikationen kan findes på adressen http://www.visinfo.dk/forlag/online/nyhedsbreve/NYH011997/index.htm
© Videncenter for Synshandicap 2005