|
Synshandicap nr. 1, 1997
<<<<<<< .mine
=======
>>>>>>> .r24
Udviklingshæmmede bruger også mobilityinstruktører
Hvad er en mobility- og ADL-instruktør?
En mobility- og ADL-instruktør er en person, der oven på en pædagogisk uddannelse har taget den 8 måneder lange mobility- og ADL-instruktøruddannelse på Instituttet for Blinde og Svagsynede. Mobility- og ADL-instruktører er almindeligvis ansat i amtet og er her typisk tilknyttet en Synscentral eller et Kommunikationscenter. I nogle amter har man et Tale-høre-synsinstitut i tilknytning til Hjælpemiddelcentralen, i andre amter er mobility- og ADL-instruktørfunktionen knyttet direkte til undervisningsforvaltningen. Også Dansk Blindesamfund og enkelte specialinstitutioner for udviklingshæmmede har mobility- og ADL-instruktører ansat.
En mobility- og ADL-instruktør har til opgave at undervise blinde og svagsynede i teknikker til at komme fra et sted til et andet (mobility) og at klare almindelige daglige gøremål som spisning og personlig hygiejne (ADL) - opgaver der kan være vanskelige, når man ikke kan se normalt. Mobility- og ADL-instruktøren vejleder også om belysning, indretning af bolig og arbejdsplads samt brug af synshjælpemidler.
Mobility- og ADL-undervisning af udviklingshæmmede
Voksne udviklingshæmmede med synshandicap har samme krav som andre voksne synshandicappede på kompenserende undervisning i mobility og ADL. Men i praksis er der ikke mange af de synshandicappede, der bor og arbejder på institutioner for udviklingshæmmede, der modtager kompenserende undervisning. Ofte har institutionerne ikke modtaget rådgivning omkring indretning og belysning, selv om de har en synshandicappet beboer eller bruger. Institutionerne efterspørger typisk ikke mobility- og ADL-instruktørens specialviden og det er kun enkelte steder, at instruktøren har mulighed for en opsøgende indsats.
Flere mobility- og ADL-instruktører giver udtryk for, at de ikke føler sig kvalificerede til at tilbyde undervisning til de udviklingshæmmede voksne og deres pædagoger. Mange af de amtsansatte instruktører har prøvet at have udviklingshæmmede synshandicappede til undervisning, og for nogle af dem har samarbejdet med de udviklingshæmmedes pædagoger været en meget positiv oplevelse. Der er dog også eksempler på, at instruktørernes forventninger til pædagogernes engagement i den synshandicapkompenserende undervisning har været for høje, og det har besværliggjort samarbejdet.
Uddannelsen af mobility- og ADL-instruktører
Mobility- og ADL-undervisning af flerhandicappede - og de særlige samarbejdsrelationer det fører med sig - er næsten ikke berørt i den nuværende uddannelse. Det er op til den enkelte kursist selv at kombinere sin egen viden om en bestemt målgruppes forudsætninger med viden om mobility- og ADL-undervisning og på denne måde tilbyde undervisning med udgangspunkt i den enkelte synshandicappedes behov. Mobility- og ADL-instruktøruddannelsen tager primært sit udgangspunkt i voksne nyblinde, da dette udgør den største brugergruppe. De amtslige synscentraler har især efterspurgt undervisere til gruppen af voksne og ældre nyblinde - amterne har indtil nu ikke efterspurgt undervisere til gruppen af udviklingshæmmede.
Den ansvarlige for uddannelsen, Erik Østergaard, ser for øjeblikket ingen mulighed for at indbygge specialer i mobility- og ADL-instruktøruddannelsen. Forløbet i uddanelsen er, som den ser ud i dag, allerede hårdt presset, og en eventuel specialisering om flerhandicappede vil skulle bygges oven på uddannelsen. Allerede i dag er der mulighed for, at kursisterne kan tage en måneds supplerende praktik på Refsnæsskolen med udgangspunkt i synshandicappede børns behov. Over halvdelen af Refsnæsskolens synshandicappede elever har mere end et handicap, så de kursister, der vælger denne ekstra praktik, vil kunne få viden om metoder og problemer omkring børn, der er udviklingshæmmede og synshandicappede.
Ny synsmedarbejderuddannelse
Der er for nyligt etableret en ny synsmedarbejderuddannelse på Instituttet for Blinde og Svagsynede, der skal fungere som et efteruddannelsestilbud til blandt andre mobility- og ADL-instruktører. I suppleringsuddannelsen indgår ikke noget om flerhandicappede.
AN

<<<<<<< .mine
=======
>>>>>>> .r24
|