|
Synshandicap nr. 1, 1997
<<<<<<< .mine
=======
>>>>>>> .r24
Det landsdækkende tilbud for synshandicappede
Instituttet for Blinde og Svagsynede, der er beliggende i Hellerup ved København, er den landsdækkende institution for blinde og svagsynede voksne. Her uddannes mobility- og ADL-instruktører, her samles forskellige personalegrupper, der arbejder ude omkring med synshandicappede mennesker til erfaringsudveksling og efteruddannelse og her afholdes kurser for blinde og svagsynede i forskellige fag, for eksempel edb og telemarketing. På samme adresse ligger også Statens Øjenklinik og Videncenter for Synshandicap.
Udviklingshæmmede blinde og svagsynede
På Instituttet for Blinde og Svagsynede er der en særlig gruppe af kursister, der kaldes BVF-gruppen (Bo, Værksted, Fritid). BVF-gruppens kursister er voksne, blinde eller svagsynede og udviklingshæmmede. I BVF-gruppen kan man tilbyde botræning, værksteds/beskæftigelses-afprøvning og træning af ADL, mobility og sociale færdigheder, så kursisterne får mulighed for en bedre udnyttelse af fritiden. BVF-gruppens kursister kom tidligere næsten alle fra Refsnæsskolen, men de kommer nu alle vegne fra og er en meget blandet gruppe.
Personalekurser om synshandicap
Instituttet for Blinde og Svagsynede har ikke traditionelt lavet særlige kurser for personalegrupper, der arbejder med flerhandicappede. Det er en praksis, man fra Instituttets side gerne vil ændre på ifølge undervisningsleder Lykke Jensen. For tiden er der ikke finansieringsmæssigt grundlag for at lave disse kurser, men man arbejder på at skabe mulighed for det.
Instituttet ønsker selv at kunne tilbyde rådgivning til udviklingshæmmede voksne såvel som andre voksne med synshandicap. Holdningen er, at den landsdækkende institution for voksne synshandicappede bør have tilbud til alle voksne synshandicappede. Desuden er man i flere amter begyndt at yde en vejledningsindsats over for de udviklingshæmmede, og Instituttet ønsker at følge op på dette.
Pædagogisk konsulenttjeneste til de udviklingshæmmede
Instituttet vil gerne kunne tilbyde en pædagogisk konsulenttjeneste, hvor en medarbejder fra Instituttet kommer ud på en institution og laver kurser. Denne organisering har man gode erfaringer med i forhold til synshandicappede flygtninge og indvandrere. En konsulenttjeneste for udviklingshæmmede skal både kunne tilbyde undervisning til den udviklingshæmmede, give råd og vejledning i forhold til den enkelte synshandicappede samt give kurser i synshandicapkompenserende metoder til det pædagogiske personale
Instituttet får en del henvendelser angående udviklingshæmmede voksne. og det tyder på, at der er et behov for, at Instituttet har et tilbud til denne gruppe. Om det er en pædagogisk konsulenttjeneste, der er behov for, er vanskeligt at vide. Instituttet mangler til en vis grad at finde sin rolle i forhold til de udviklingshæmmede voksne. Det er et problem, der deles af mange gamle handicapinstitutioner, der skal omstille sig til en situation, hvor det meste rådgivning og undervisning er decentraliseret, og hvor det forventes, at institutionerne skal have tilbud også til flerhandicapppede.
Synshandicap er 'svært'
På Instituttet er man af og til ude for at få henvendelser fra institutioner for udviklingshæmmede, der gerne vil vide noget om synshandicap i forhold til en beboer eller bruger. Men der er ofte ikke afsat ret mange ressourcer fra institutionens side. Hvis der reelt skal ske en opkvalificering i en personalegruppe omkring synshandicap, kræver det en investering i form af tid og kræfter fra personalegruppens side, siger Lykke Jensen, og det er derfor vigtigt, at man ikke tror, at man kan blive udlært på en formiddag. Synshandicap er svært for seende at forstå, og selv om man kan komme langt med sin sunde fornuft, så er der altså kun én måde, der er den bedste, når man for eksempel skal ledsage et menneske med synshandicap.
AN

<<<<<<< .mine
=======
>>>>>>> .r24
|