|
Synshandicap nr. 1, 1997
Om at vurdere hvad andre kan se
Af Annegrethe Nielsen
At vurdere hvordan andre mennesker ser, er en opgave vi normalt kun betror øjenlægen og optikeren. Men når det drejer sig om udviklingshæmmede voksne bliver denne vanskelige opgave i første omgang tildelt pårørende og socialpædagoger uden særlig uddannelse eller træning. Man kunne da også også tro, at det tætte forhold mellem pædagogen og den udviklingshæmmede betyder, at pædagogen ret let kan vurdere, om den udviklingshæmmede kan se normalt - men sådan er det ikke.
Hver tiende udviklingshæmmet er også synshandicappet
I 1992 gennemførte øjenlæge Mette Warburg en synsundersøgelse af 778 udviklingshæmmede voksne, der modtog et dagtilbud i Københavns Kommune. Hun fandt, at hver tiende af brugerne, der var mellem 20 og 60 år, havde et moderat eller alvorligt synshandicap. Det er ti gange så mange som i resten af befolkningen, hvor omkring 1 % er blinde eller svagsynede - og her er der især tale om mennesker over 60 år. For at sige, at en person har et synshandicap, skal han eller hun have en synsstyrke på 6/18 eller derunder med bedste briller eller kontaktlinser.
Kan en pædagog vurdere brugeres syn?
Mette Warburg bad forud for sin undersøgelse af brugerne pædagogerne på institutionen vurdere brugernes syn. Det viste sig, at ud af de 75 personer, der havde synshandicap, havde pædagogerne kun kendskab til, at de 48 havde problemer med synet. I en anden og tilsvarende undersøgelse bad Mette Warburg endvidere pædagogerne vurdere graden af synsnedsættelse (helt blind, alvorlig synsnedsættelse, nogen synsnedsættelse, normalt syn). Her viste det sig, at der kun var overensstemmelse mellem pædagogens og øjenlægens vurdering af synsnedsættelse i 32 % af tilfældene.
Multihandicap gør det svært
Selvom man er sammen med de udviklingshæmmede hver dag er det svært at opdage et synshandicap. En af grundene til det er, at der ofte er mange problemer, pædagogen skal forholde sig til. Mennesker med udviklingshæmning og synshandicap har ofte flere end de to handicap: Nogle er bevægelseshæmmede, nogle er hørehæmmede, og mange lider af epilepsi eller har psykiske problemer. Især hvis personen ikke kan tale, kan det være meget svært at vurdere hans eller hendes reaktioner. Vil den udviklingshæmmede ikke være med til fælles aktiviteter, fordi han får en for stor dosis epilepsimedicin? Eller er der tale om et uopdaget synshandicap? Når den udviklingshæmmede vælter ting og virker klodset, kan det være på grund af spasticitet. Men det kan også være på grund af et nedsat synsfelt (kikkertsyn), som mange udviklingshæmmede lider af. Og det kan være svært at se forskel.
Syn er mange ting
Når pædagogerne skal vurdere synet hos en udviklingshæmmet, er det med baggrund i hans eller hendes adfærd. Problemet med dette er, at synet måske ofte kun er dårligt i bestemte situationer. Brugeren med kikkertsyn har måske svært ved at orientere sig, men kan sagtens se maden, der står foran ham på bordet. Den stærkt nærsynede bruger kan måske sagtens arbejde på dagcentret, men bliver let utryg, fordi han ikke kan se, hvem der kommer ind ad døren. Brugeren med særligt lysfølsomme øjne ser fint ved nogle lysforhold men er næsten blind ved andre. Og det kan være svært at tolke den slags adfærd rigtigt.
Mange mangler 'bare' briller
Et af de bemærkelsesværdige resultater fra Mette Warburgs undersøgelse er, at mere end hver tiende voksne udviklingshæmmede har synsproblemer udelukkende på grund af manglende briller. Det vil sige, at disse mennesker let kan få et normalt fungerende syn: De skal synsundersøges, have passende briller og så lære at bruge dem. At lære at bruge briller i (måske) en sen alder kan være svært, især hvis man er udviklingshæmmet. Men al erfaring viser, at for de fleste kan det lykkes. Og det må kunne lade sig gøre - økonomisk, praktisk og pædagogisk - at gøre forsøget.

|