|
Synshandicap nr. 1, 1996
<<<<<<< .mine
=======
>>>>>>> .r24
Fagre nye motorvej
En del af Videncentrets indsamling og formidling af viden foregår via det internationale computernetværk Internet, eller "informationsmotorvejen", som det hedder ved festlige lejligheder. Vi følger dagligt med i en række diskussionslister og nyhedsgrupper og søger også viden på hjemmesider på World Wide Web. Bag de dyre ord gemmer sig nogle enkle og effektive metoder til at komme i kontakt med fx andre mennesker, der arbejder med eller interesserer sig for synshandicap.
Hvad er en diskussionsliste?
En diskussionsliste er et netværk af personer med en fælles interesse. I princippet fungerer diskussionslisten som en opslagstavle, hvor man kan lægge beskeder om et bestemt emne. Hvis man tilmelder sig listen, kan man læse og skrive beskeder. Ofte udvikler der sig en god, sammenhængende diskussion med 5‑10 deltagere på baggrund af et enkelt indlæg. Videncentret er tilmeldt ca. 15 diskussionslister og følger derudover med i ca. 10 nyhedsgrupper. (Nyhedsgrupper fungerer på nogenlunde samme måde som diskussionslister, og de behandles her under ét).
Igennem listerne kan man udvide sin kontaktflade ganske betydeligt, idet man gennem "opslag" kan kontakte mennesker, man ikke har etableret nogen personlig kontakt med, og som man måske slet ikke kendte til på forhånd.
Et konkret eksempel: Videncentret modtog i februar en forespørgsel om blindes evt. særlige anlæg for absolut gehør. En indledende litteratursøgning gav et lidt magert resultat, og vi forespurgte derfor på en liste, som beskæftiger sig med handicaprelateret forskning. I løbet af en lille uges tid havde vi modtaget fem svar, der dels gav en personlig kommentar til spørgsmålet, dels gav syv referencer til bøger og artikler, der behandler netop dette emne.
Ud over denne mulighed for at stille specifikke spørgsmål bruger vi også listerne til at holde os orienteret om nye udgivelser, projekter, forskningsresultater og aktuel debat.
Listerne er ikke kun et fagligt forum for professionelle, men benyttes også hyppigt som forum for støttegrupper. Der er etableret adskillige lister/nyhedsgrupper, som fungerer som mødested for mennesker med en bestemt sygdom eller et bestemt handicap. Her diskuteres følelser, etik og politik, og der udveksles praktiske tips og erfaringer med behandlingsformer, medicin, hjælpemidler og daglig livsførelse. Har et bestemt kunstmuseum i Østrig adgang for kørestole? Hvordan kan man som blind bage muffins uden at få al dejen ud på køkkenbordet? Disse grupper domineres af brugerne selv, men indimellem blander de professionelle sig også sommetider for at give råd, men oftere for at stille spørgsmål og blive klogere.
Hjemmesider på World Wide Web
En hjemmeside ejes og drives af en person eller en organisation. Det er ejeren, der lægger information ud på hjemmesiden, i form af tekst og/eller billeder, og evt. også lyd.
Som alt andet på Nettet svinger hjemmesiderne meget i seriøsitet. Man har mulighed for at benytte den nyeste teknologi til at se på 24 timers "live" videooptagelser af en dorsk leguan i Arizona og man kan besøge Royal National Institute for the Blind (RNIB), som har en imponerende samling af tekster om alle aspekter af synshandicap. Videncentret har valgt at satse mindre på krybdyrene og har i stedet hentet mange spændende tekster og informationer på synsrelaterede hjemmesider, fx om indretning, design, konferencer, medicin og kirurgi m.m.
Flere videncentre er for tiden ved at etablere hjemmesider, herunder også Videncenter for Synshandicap. VfS vil også kunne tilbyde plads og service til institutioner og organisationer inden for synsområdet, som ønsker egne hjemmesider.
DHS

<<<<<<< .mine
=======
>>>>>>> .r24
|